Jeg kan altså få nok…

Mormor skulle begraves og det i sig selv, var ikke just opløftende – slet ikke efter 3 timer i selskab med nervøse svendeprøve-aspiranter, som allesammen var overbeviste om, at de ikke ville få deres svendebrev om 1 uge. Den slags kræver tid…

Begravelser kræver også tid og på en eller anden måde også tålmodighed… At lytte til en præst, som forgæves prøver at retfærdiggøre det at miste mennesker man holder af – det kræver tålmodighed… Intet kan retfærdiggøre den slags…

Kvælningsfornemmelsen da jeg trådte ind i kirken og hilste på bedemanden for 2. gang indenfor et halvt år… Lidt for tidligt at sige goddag til ham igen. For 6 måneder siden kørte han væk med min far, i dag med min mormor. På en eller anden måde var det lettere denne gang. Hun var jo gammel og havde levet det liv hun havde lyst til – hun gad ikke mere, men alligevel var han ikke en af dem jeg havde valgt at tilbringe en eftermiddag med, hvis jeg havde haft valget…
At sidde i kirken, lytte til de næsten lydløse tårer og præstens trøstende ord og føle mig malplaceret. Vreden der boblede indeni, fordi jeg altid føler mig så skidt tilpas i selskab med den danske folkekirkes opvisninger, men det gik…

Kaffe bagefter – det var her jeg opdagede at jeg kan få nok…
Orkede ikke at snakke med da de andre begyndte på den sædvanlige snak som udfolder sig omkring et dødsfald. “Ja, det er sørme trist… Hun var jo godtnok gammel men…” o.s.v. Havde ganske simpelt fået nok af døden. Gad den ikke mere og havde mest af alt lyst til at flygte, men den kan man dælme ikke flygte fra. Slet ikke når man er mig… Den er allestedsnærværende lige nu…
Jeg forbander den! Syn’s den er så skide uretfærdig…
Jeg har en svoger, som jeg elsker højt. Jeg er formentligt ved at miste ham. Han er ung og far til to små børn. Han er alvorligt syg og den almindelige lægevidenskab kan ikke gøre mere for ham. Hvor retfærdigt er det lige…?
Jeg er ikke bange for døden – heller ikke for at være i selskab med den. Jeg er vred på den! Syn’s den tager alle fra mig lige nu…

Jeg er vant til døden. Har levet med dens nærvær siden jeg fik mit første barn. Den sidder altid på min skulder, men der kan den for min skyld sidde så længe den lyster – bare den bli’r siddende… Jeg har hilst for meget på den gennem årene. Kender den kun alt for godt og ved at den ikke tager de hensyn vi ønsker. Den tager ikke kun de gamle og livsmætte. Den tager hvad den lyster…

Ku’ den ikke finde en anden skulder…? Bare i et stykke tid nu…

Relaterede skriv

Ingen kommentarer

Tak for, at du giver siden liv med dine kommentarer :-)