Stramtandet hønserøv eller…

Nu er det jo nok mig der er forudindtaget – det sker nemlig ind imellem, det indrømmer jeg gerne… men… Der er nu noget skræmmende ved en skuffe som den du ser her ved siden af. Eller et bryggers fuldt udstyret med metervis af ordentlige hylder, strygebræt med Kat Kidstons det nyeste betræk, tørretumblede matchende håndklæder i stakke, strygevand med rosenduft og aldrig en nullermand i sigte…

Jeg mistænker mennesker med så meget orden for at være ude af stand til at beherske kaos, hvorfor de er nødt til at skabe stringente rammer for ALT i deres tilværelse – selv bestikket i skufferne og det skræmmer mig altså en smule…

Jeg kan ikke lade være med at begynde at tænke på, at så megen selvbeherskelse som det kræver at vedligeholde orden af den kaliber, MÅ smitte af på andre dele af sådan et menneskes liv. Gud ved hvordan de morer sig? Skal der partout ryddes op efter hver gang de har været i gang med at sy nye pudebetræk, eller er i gang med at lave nye poser til skoene i skabet? Skal der være totalt i orden alle steder før de kan sætte sig ned med en kop kaffe og koncentrere sig om den veninde der kommer forbi? Skal de have placeret alle T-shirts i farveorden før de kan beslutte sig for hvilke bukser de skal tage på? Skal børnene være renvaskede og puttet i pyjamas for at det bli’r rigtig aften hjemme hos dem? Gi’r de nogensinde slip?

Jeg behersker ikke kaos – men jeg prøver heller ikke… Jeg lever i det!

Jeg sørger for at udvikle blinde vinkler når jeg passerer bunken med strygetøj, det lange græs ude i haven, krummerne på gulvet og de store bunker af vasketøj. Jeg bli’r først seende i det øjeblik, hvor jeg har overskud til at gå i gang med opgaverne. Indtil da er jeg blind – glad – til stede – legende – bagende – elskende – skøre Liselotte, som lever med og i anarkistiske rammer. Det går meget godt… ;-)