Det var dengang (7)

Endelig en sommer er vi blevet store nok. Vi får lov til at tage cyklerne og selv cykle ud til friluftsbadet. Sikke en svir. Hurtigt… badetøjet og et par håndklæder smidt i en plastikpose og så er det afsted. Vi er masser af unger der cykler derud og har det sjovt.
Vandet er ofte ikke mere end 11 grader, men vi børn er ikke pivede.
Når vi har badet er der isboden. Den lokker med Astronaut og Cocktail-is og nogle af os er heldige og har lommepenge.
Et år skal jeg lære at springe i fra vippen ovre i det dybe bassin. Jeg starter forsigtigt med 1-meter vippen og det går jo fint. Efter et stykke tid er jeg modig nok og kravler op på 3-meteren, men for pokker hvor er der langt ned, når man kun er 11 år gammel. Der er ingen vej tilbage, for der er kø bagved mig. Jeg tøver men ender med at springe i og sikken en følelse, da jeg bryder vandoverfladen og smutter ned i Limfjordens grumsede vand. Jeg er skidestolt bagefter og den sommer ender med, at jeg tager den på benene fra 10-meter vippen. Det er vildt og drengene er fulde af beundring.
Sidst på sommeren er hvepsene det værste. Vi har næsten ikke tal på de gange vi er blevet stukket og til sidst er det nærmest rutine at pille brodden ud af hinanden. Det er vores is. Hvepsene er vilde med dem og vi vil ikke undvære dem.
Vi er gode til at svømme, Annemette og jeg. Vi har lært det af mor, som synes det er vigtigt at man kan den slags. Hun er selv vokset op på Glasværket nede ved havnen, så hun ved at vand har en magisk tiltrækning og svømning er godt at kunne.

Haraldslund

Om vinteren er der Haraldslund. Svømmehallen ligger lige henne om hjørnet og det er ikke så dyrt. Mor vil godt betale for at vi tager derhen engang imellem. Det er en festdag, når vi sådan skal i svømmehallen. Vi kommer der faktisk vinteren igennem med skolen. Der er svømmeundervisning men det er slet ikke det samme som når vi selv tager afsted.
Når vi skal afsted er det jo altid en ordentlig flok af kvarterets unger, som tager cyklerne derhen. Så bliver der lavet sjov og det værste er, når vi hører damen i højtaleren: ???Så beder vi alle med blåt elastik gå til omklædningsrummet???. Tiden går alt for stærkt og vi finder snart ud af, at det bedst kan betale sig at tage derhen lige efter skoletid, for så er der endnu ikke så mange mennesker og vi får lov til at være længere tid ude i bassinet.
Inde i saunaen sidder vi og sveder, men det er godt at få varmen igen. Vi har været så længe i vandet, at vi er kolde helt ind til benet. Når der ikke er voksne til at bestemme skal tiden udnyttes og så gør det ikke noget at man fryser lidt – det er jo stadig sjovt.
Saunaen er som regel fyldt med gamle damer. Vi er fascinerede af dem. Deres kroppe er helt fantastiske. De ligner slet ikke mor. Deres bryster er lange og flade og der er rynker overalt på dem. Vi synes de er flotte.
Ude i forhallen ligger cafeteriet. De bedste dage er dem hvor vi har penge til en lille bakke pommes frites. Det sker meget sjældent. Ellers er det bare op på cyklerne og hjem for at smøre en rugbrød inden mor kommer hjem. Vi må ikke spise mellem måltiderne. Hun forlanger at vi skal kunne spise til aften og påstår hårdnakket at det kan vi ikke, hvis vi spiser mellem måltiderne. Sulten er værst efter svømmehallen, men også andre eftermiddage oplever vi at vi er sultne, men vi må vente til aftensmaden. Sådan er reglerne bare.

Hvad er det i grunden for en åndsvag regel. Jeg husker det så tydeligt.
– I skal ikke til at spise nu, så kan I bare ikke spise til aften…
Hvad vidste de voksne i grunden om det. Vi fik jo aldrig lov til at prøve. Vi måtte bare glemme den gnavende sult, som så nemt kunne være stillet af et æble eller en kiks, men nej. Principper var til for ikke at blive brudt. Og vi var bestemt ikke de eneste unger der fik den besked. Det var ligesom en landsdækkende aftale mellem forældre – der måtte bare ikke spises mellem måltiderne…
Mine unger får lov til at spise når de er sultne!