Det var dengang (11)

Vi går til dans. Standarddans som det hedder. Inde ved fru Lilli Nicholaisen. Hende stifter jeg bekendtskab med mange år senere i forbindelse med en meget kort karriere som jazzballet-danser, men det er en helt anden historie. Lige nu er vi i gang med at lære at danse cha-cha-cha og boogie-woogie. Jeg har fået en dansepartner. Henrik hedder han.
– De er nu et flot par, siger begge mødre samstemmende, mens de beundrer vores klodsede forsøg på at koordinere lemmerne.
Henrik sveder i håndfladerne og det er bare ulækkert. Jeg hader de eftermiddage. Ikke nok med at jeg skal leve med de svedige håndflader, men en danseeftermiddag inkluderer også stramme rottehaler med snorlige skilning. Den laver mor med stålkammen hjemme foran spejlet ude på badeværelset. Stålkammen er gammel og slidt fuldstændigt skarp så det føles nærmest som en kniv der pløjer sig gennem hovedbunden. Bagefter finder hun dansetøjet frem og det kan naturligvis ikke være andet end kjole eller allermindst nederdel hvilket indebærer at jeg skal have strømpebukser på. De strømpebukser er bare altid enten alt for store så det føles som de sidder helt oppe i armhulen, eller de er for små hvilket resulterer i at jeg konstant føler at de hænger nede mellem knæene. Jeg hader det!
Dansesæsonen afsluttes med afdansningsbal ude i Ålborg Hallen. Mor går vældig højt op i det og er i gang flere måneder før med at designe og sy. Hun er kreativ. Både af lyst og trang, men også af nød, for det er ikke millionerne der triller ind på husholdningsbudgettet, så det er nødvendigt at kunne selv. Vi tager på indkøbstur til Per Reumert. Stofferne vælges med omhu og holdes op til vores vinterblege ansigter, for det skal naturligvis være helt rigtigt. Et år ender vi op med det fineste hvide stof med små orange blomster på – det er meget smukt og endelig synes også jeg at det er spændende med den kjole.
Det værste er selve dagen. Ikke at jeg er nervøs for at skulle danse. Nej, det er ikke det. Det er mere prøvelserne der går forud for dansen. Hele formiddagen skal vi stå model til mors hårdhændede behandling. Allerførst karbad, som er herligt, men alt for kort. Bagefter får vi lov til at lege til håret er tørt, som hun siger. Så kommer det. Det allerværste. Håret skal sættes og her kommer mors kærlighed til hendes fag frem. Hun er uddannet damefrisør. Godt nok er det mange år siden og hun har jo altid været hjemmegående, men det fornægter sig ikke. Der skal krølles, friseres og lakeres i en uendelighed. Vi ligner simpelthen noget der er løgn, når hun endelig stiller sig tilfreds. Og så må vi jo ikke røre os. Det er simpelthen forbudt, for tænk om der gik uorden i frisuren. Det er bare med at lege stille indtil det er tid for kjolerne.
Et år er jeg uheldig og løber lige ind i en cigar. Ja, naturligvis er det, til mors store fortrydelse, inden vi er kommet i gang med at danse. Hun må leve med at den ældste datter danser med et rødt, hævet og tårepersende øje, som da i hvert fald vækker opsigt. Jeg får skældud og det er simpelthen bare så uretfærdigt at det er mig der skal have skylden. Det var da mandens skyld. Han kunne da have tænkt sig om og have hævet den cigar over børneøjenhøjde, men nej. Det er mig der ifølge mor skulle have set mig bedre for. Sådan er det bare altid…