Misundelig… på den gode måde, altså… d�r…

Jeg skal ærligt indrømme at jeg er lidt misundelig. Bare lidt. En snert om du vil…

Jeg ville nu gerne have været med i går. Det lyder som om aftenen har været rigtig hyggelig, sjov og underholdende, men det er nu ikke derfor. Der var et ret stort antal af ???mine??? blogs samlet på ét sted i går aftes og jeg ville nu have givet (næsten) min højre arm for at have haft muligheden for at hilse på dem allesammen sår’n helt øje til øje – for lige at holde fast i det danske et øjeblik…
Jeg sad og småfilosoferede over hvad det er der så gør, at jeg vender tilbage til en blog om og om igen. Det er naturligvis et stort sammensurium af en masse forskellige faktorer og dem jeg læser dagligt, gi’r faktisk et ret bredt billede af formen weblog, for de er i grunden meget forskellige. Enkelte fællestræk har de dog. Størstedelen af dem er på dansk – faktisk er der nu kun én enkelt tilbage på engelsk… og han gi’r sig vel også en skønne dag ;-)

Et andet fællestræk – og faktisk det som er kendetegnende for dem allesammen er, at de gi’r en lille smule af sig selv hver eneste gang de skriver. De er personlige på et plan som gi’r mig lige præcis følelsen af at de deler med mig. Det respekterer jeg dem for. De forekommer mig også allesammen at være ærlige – hver i deres form – og det er nok det allervigtigste for mig.
Enhver kan sætte sig ned og skrive lange sider om alt det fantastiske der sker i deres liv – frit fra fantasien. Det er ikke vanskeligt at fabulere sig til et fantastisk liv. Det er ikke vanskeligt at tildele sig selv alle de dyder, holdninger og passioner, al den mystik og al den skønhed man måtte ønske sig. Det er heller ikke vanskeligt at få andre til at tro…

Hvordan man end vender og drejer det, er det i sidste ende mig og kun mig der ved om det jeg skriver gi’r et ærligt billede af personen Liselotte. I sidste ende er det kun mig der ved om de holdninger der kommer til udtryk i min weblog er nogle jeg også står inde for, hvis jeg skal stille op til dem i virkeligheden. Det er kun mig der ved om det er sandheden jeg fortæller. Her taler jeg ikke om en modificeret hverdagshistorie – dem er jeg nemlig mester i, for det er sådan livet bli’r sprudlende, festligt og fornøjeligt og livet er nu engang så kort, så det er med at få det meste og det bedste ud af alting. Det er i virkeligheden kun mig der VED om det er et sandt billede du får af mig, når du læser nogle af mine poster – altså bortset fra at jeg, uagtet at jeg gerne ville, ikke har spor kontrol over hvordan du så tolker det jeg skriver.

Det er følelsen af ægthed der får mig til at vende tilbage til disse weblogs gang på gang – og jeg snakker ikke om formen, men den grundliggende følelse af, at disse mennesker rent faktisk har fortalt/formidlet så meget om og af sig selv, at jeg har et ganske godt billede af deres personligheder. Det kunne da være sjovt at se om mine forestillinger passer til virkeligheden…