Pjoskar… en Sankt Bernhard… snart…

Nu er det altså ikke fordi Pjoskar ikke længere laver ulykker, men han bli’r trods alt ældre og dermed knap så oplagt at løbe efter i vildskab. Derfor er der sjældent de store ting at fortælle, for han får ganske enkelt lov til at gå på opdagelse på egen hånd mens jeg sidder herhjemme med fingrene krydset…
Han er dog blevet min faste partner, når jeg hver aften går ½ times tid. Altsammen i en god sags tjeneste – nemlig bedre livskvalitet for både Oskar og mig.

Vi hygger os og har efterhånden fået oparbejdet en meget fin teknik med at smutte indenfor i de øde og aftenstille villahaver, når andre gående nærmer sig. Man bli’r vel klog af skade, ikke?
Måske er det bare mig, men jeg synes det er en smule pinligt at møde fremmede, som snakker med Oskar som om han er en gammel kending – hvad han jo sikkert også er, for det er tit de så – i et indskudt bemærkning – får nævnt hvordan han elsker at besøge deres matrikel.
– og det er jo oftest uden snor så, siger de så, mens de smiler lidt anstrengt til mig…
Det er derfor vi smutter indenom de aftenstille villahaver. Nu har vi så bare fået problemer, for vejret er jo ved at være rigtigt godt og lyst er der også blevet, så det er ikke længere en anvendelig løsning for det er ufatteligt så mange mennesker, som undres over at se en ukendt kvinde stå krummet sammen på privatsiden af deres hæk, hvorfor vi må udtænke andre undvigemanøvrer.
Jeg har selv tænkt på, at vi kan forklæde ham som Sankt Bernhard og skal jeg være ærlig, tror jeg faktisk det ville kunne narre en del af nabolaget, men vi har endnu ikke kunnet finde en passende dragt, så det er nok her energien bør lægges det næste stykke tid, mens vi så diskret kaster os ind bag uskyldige hække og tysser på hinanden, mens sure naboer passerer intetanende… håber vi…