Det man ikke dør af…

Nogen gange er det sådan, at hvad man har – kan man ikke få…

Måske lyder det lidt kryptisk, men det handler helt banalt om at Alexander jo HAR lungebetændelse og ER i behandling og derfor ikke kan få det. Det benyttede vi os på det skammeligste af. Vi pakkede ham i tyk jakke og tæppe og så kan det nok være at det gik derudaf i rask trav…

Vi endte nede på legepladsen, hvor vi gyngede, balancerede, hoppede på træstubbe og i det hele taget opførte os rigtigt legepladsforventeligt. Ja, altså ikke Alexander, som måtte nøjes med at iagttage under uldtæppet, men alene vinden på kinderne og solen i øjnene var tydeligvist nok til at humøret steg et par grader.
På vej hjem nåede vi at redde lille Kenneth fra den visse død. Brændenældedød altså. Han faldt og landede med hånden nede i den smukkeste samling af skidtet, hvilket udløste tårer i stride strømme, men det hjalp da vi fortalte ham – Oline naturligvis med sin skrappeste og utåleligt nedladende skolefrøkenstemme – at man altså IKKE dør af det. Det sagde de andre drenge nemlig at man gør…
Malene fulgtes med os hele vejen hjem, mens hun sang Mariehønen Evigglad til stor irritation for Oline, som selvfølgelig proklamerede at det er en sang for pattebørn, mens hun ubevidst nynnede med og smilet bredte sig i hele ansigtet…

Foråret gør noget ved os allesammen og hvor er det bare dejligt at dele det med kvarterets børn!