Lyden af regn der falder på et spinkelt tag, er lyden af tryghed for mig. Lyden tager mig med tilbage til min barndom, hvor noget af det hyggeligste der kunne ske var, når sommerregnen væltede ned og vi måtte tage ophold indendøre i campingvognen på vores sommerferier.
Jeg tror i grunden mine forældre hadede det, men min søster og jeg elskede de timer, vi tilbragte ved det plastlaminerede lille bord inde i vognen. Anbragt med farver og masser af papir, kunne vi ikke andet end hygge. Der blev tegnet og hyggesnakket alt imens mine forældre sad i den anden ende af vognen og spillede, læste eller snakkede over en kop kaffe.
Der var ro sådan en eftermiddag. Stilhed, for der hørtes stort set ikke andet end regnen, som faldt trommende på campingvognens tag. Udenfor på pladsen var der også stille. Alle var krøbet indendøre og vi nød den stilhed og ro, som fulgte i kølvandet på en sommerbyge.
Så begyndte stemmer at trænge sig på. Vi kunne høre naboen, som begyndte at stå og snakke udenfor eller børnene der løb op mod legepladsen og pludselig blev vi opmærksomme på, at regnen var stoppet. At der igen var opholdsvejr og snart efter skinnede solen og vi tumlede igen ud i verden.
De små regnvejrspauser var dejlige og den dag i dag, elsker vi begge to lyden af sommeregn på et spinkelt tag…
Jeg elsker kommentarer, så din er meget velkommen.