Jeg er hårdt ramt. Jeg befinder mig i øjeblikket i grænseområdet for hvornår man kan erklæres mentalt sund. Jeg er næsten farlig for mine omgivelser. Jeg burde måske i virkeligheden lukkes inde – bare til i morgen.
Jeg kan ikke tage det. Den fik mig endelig. Varmen. Den har væltet mig. Ikke fysisk medmindre vi skal tale om den eftermiddagslur der nededrægtigt sneg sig ind på mig,i et øjebliks uopmærksomhed.
Psykisk har den væltet mig. Der er ikke vid tilbage. Jeg er bare dum at høre på. Træls at være i selskab med. Og forøvrigt nok irriterende, eksplosiv, urimelig, kortluntet og belastende.
Jeg har måttet tilbringe dagen hjemme og den slags er okay, men gør altså mig til en meget lidt charmerende kvinde, mor, kone og mennesket er heller ikke værd at tale om. Sæt mig ud på en strand, når vejret er sådan her.
Lad mig være i fred og se mig agere helt fornuftigt, men lad mig ikke skulle tilbringe dagen indenfor med at pakke til yngstes lejrskole, forberede information på uddannelsesteder, ordne gamle og forsømte pligter og ellers vaske tøj, så det er en gru.
Med en dag tilbragt på stranden, kunne jeg måske have været (næsten) medgørlig. Måske…
Jeg elsker kommentarer, så din er meget velkommen.