Så står det og putrer oppe på komfuret. Lige så stille. Og dufter i hele huset, så man får lyst til at smage lang tid før det er tilrådeligt. Bare sådan for lige at minde mig selv om mavepinen fra forrige år…
Når man laver den slags, har det bedst af at stå og trække lidt. 1 måned. Måske 2 måneder. Så er det blevet en himmerigsmundfuld. Måske ikke smukt, men smagen opvejer til fulde det lidt kedelige ydre og man skal ikke lade sig snyde, for nok ser det uskyldigt ud, men det bider. Hårdt.
Mavepiner fås i mange variationer. Den jeg havde forrige år, fordi jeg ikke ku’ vente, var absolut mindeværdig. Jeg gentager den ikke i år. Jeg nøjes med at nyde duften i dag og pleje forventningens glæde de næste ugers tid…
Jeg elsker kommentarer, så din er meget velkommen.