3

Snake Handlers

Min amerikanske ven Jeff, har en gammel bedstemor, som gennem stort set hele sit liv har tilhørt Pentecostal Church i Greenville, Alabama. Det er der såmænd ikke meget opsigtsvækkende i, hvis man ikke er klar over, at nedenstående bibelcitater er hele grundstammen i deres tro. Så bliver det til gengæld også interessant.

v17: Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, v18: og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske. v19: Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. v20: Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med.

(Uddrag fra Markus Evangeliet)

v19: Se, jeg har givet jer magt til at træde på slanger og skorpioner og magt over hele fjendens styrke, og intet vil kunne skade jer.

(Uddrag fra Lukas Evangeliet)

Man kalder dem “Snake Handlers” , sagde Jeff undskyldende til mig, dengang han skulle forklare om sin bedstemors religion. Han var klar over, at det er rimeligt kontroversielt med en religion, som indbefatter håndtering af slanger, giftindtag og djævleuddrivelse. Så langt så godt, men det gjorde mig nysgerrig, så jeg besluttede mig for at finde ud af lidt mere om trosretningen.

På en ellers helt almindelig søndag i 1910, i en lille kirke i Tennessee, besluttede George W. Hensley, også kaldet “Little George”, at eftersom Pentecostals (tilhængere af omtalte religiøse bevægelse) i forvejen troede på djævleuddrivelse, at tale i tunger og håndspålæggelse, så kunne de vel også fuldt ud følge den restrende del af Jesus’ forkyndelse, nemlig at man kunne holde slanger med de bare hænder.
Hensley sluttede sin prædiken den søndag med at tage en klapperslange ud af en medbragt kasse. Han tog den op med de bare næver, mens tilhørerne tryllebundne så til. Han holdt den i nogle minutter, hvorefter han opfordrede sin menighed til at gøre det samme. Hvis ikke, var de “dømt til evig fortabelse”. For at undgå denne frygtelige pinsel valgte hele hans menighed at følge hans bud og sådan startede hele traditionen med at holde slanger for Gud.

I årene herefter blev det til, at folk kom langvejs fra medbringende slanger og forventningen om en underholdende eftermiddag. De blev sjældent skuffede.
Hensleys tilhængere blev naturligvis bidt ind imellem og de som blev det, var ildesete i menigheden bagefter. Man sagde, at de ikke var stærke nok i troen og derfor var blevet bidt af slangen, hvorfor man undgik dem.

Sidenhen blev det til, at det i højere grad handlede om, at man skulle være opfyldt af Helligånden, for at kunne håndtere slangerne, for det viste sig hurtigt at være ganske upraktisk med den stramme fortolkning af bid. Hensley blev nemlig selv bidt et utal af gange og afviste medicinsk behandling hver gang. Han lærte sin menighed, at de skulle tro på Gud den Almægtige, som ville helbrede dem og i hvert fald skulle de ikke tro på uduelige læger, som slet ikke havde Guds helende egenskaber. Han tog fejl. Den 24. juli 1955 døde han selv af ubehandlede slangebid.

I dag er der omkring 2.500 mennesker i Amerika, flest i syden, som praktiserer slangehåndteringen. Det sker mest i det skjulte, for det er forbudt ved lov.

Herligheden kan opleves i Greenville, Alabama hver søndag. Bagefter er der søndagsmiddag med steg og sweet potatoe pie hjemme hos Jeffs bedstemor, hvis man altså overlever…

Du vil sikkert også kunne lide