10

Tag dig dog sammen…

Pernille, det søde mennesker, har sendt mig en bog, som hun synes jeg skal læse. Forfatteren kalder sig Annike og har valgt at skrive under pseudonym, angiveligt for at skåne sig selv og den nærmeste familie. Bogen hedder Mit lille mirakel.
Jeg var meget spændt på den, men allerede efter 3 sider, kan jeg mærke, at forfatteren og jeg måske som udgangspunkt har en masse fælles livsbetingelser, men sørme også er meget forskellige.

De fælles livsbetingelser vi har er, at vi begge har fået en brat opvågning i forbindelse med fødslen af vores ønskebarn. Vi har begge måttet sande, at det ikke altid går som spået. Nogen gange overhales man indenom. Vi har begge fået handicappede børn, som er blevet delvist bestemmende for vores livsforløb.

Vi tænker meget forskelligt. Vi ligner slet ikke hinanden. Hun har ondt af sig selv og jeg er ved at brække mig samtidig med, at jeg tænker stakkels, stakkels dreng, som skal leve med en mor, som aldrig nogensinde har bevæget sig væk fra sin første umiddelbare tanke: ???Hvorfor lige mig? Hvorfor ikke naboen? Det er synd for mig.???
Hvor skal han få humør, selvtillid, livsglæde, selvværd og ikke mindst livsmod fra, til at stå oprejst når livet engang imellem rammer ham hårdt lige mellem øjnene? Tydeligvis ikke fra mor. Hun har travlt med at pille i sin egen navle… som forøvrigt allerede nu ser ud til at være noget så betændt.

Jeg er nogen gange alt for hård og alt for fordømmende. Jeg er nogen gange alt for kategorisk. Jeg er nogen gange i mine følelsers vold fremfor i min fornufts.
Måske er det det, som sker for mig lige nu, for helt ærligt, hvem kan dømme en anden mand, uden først at have gået i hans sko?

Vi køber sko samme sted, så måske vi bare har købt to forskellige modeller. Jeg er dælme glad for min så…

Du vil sikkert også kunne lide