Pernille, det søde mennesker, har sendt mig en bog, som hun synes jeg skal læse. Forfatteren kalder sig Annike og har valgt at skrive under pseudonym, angiveligt for at skåne sig selv og den nærmeste familie. Bogen hedder Mit lille mirakel.
Jeg var meget spændt på den, men allerede efter 3 sider, kan jeg mærke, at forfatteren og jeg måske som udgangspunkt har en masse fælles livsbetingelser, men sørme også er meget forskellige.
De fælles livsbetingelser vi har er, at vi begge har fået en brat opvågning i forbindelse med fødslen af vores ønskebarn. Vi har begge måttet sande, at det ikke altid går som spået. Nogen gange overhales man indenom. Vi har begge fået handicappede børn, som er blevet delvist bestemmende for vores livsforløb.
Vi tænker meget forskelligt. Vi ligner slet ikke hinanden. Hun har ondt af sig selv og jeg er ved at brække mig samtidig med, at jeg tænker stakkels, stakkels dreng, som skal leve med en mor, som aldrig nogensinde har bevæget sig væk fra sin første umiddelbare tanke: ???Hvorfor lige mig? Hvorfor ikke naboen? Det er synd for mig.???
Hvor skal han få humør, selvtillid, livsglæde, selvværd og ikke mindst livsmod fra, til at stå oprejst når livet engang imellem rammer ham hårdt lige mellem øjnene? Tydeligvis ikke fra mor. Hun har travlt med at pille i sin egen navle… som forøvrigt allerede nu ser ud til at være noget så betændt.
Jeg er nogen gange alt for hård og alt for fordømmende. Jeg er nogen gange alt for kategorisk. Jeg er nogen gange i mine følelsers vold fremfor i min fornufts.
Måske er det det, som sker for mig lige nu, for helt ærligt, hvem kan dømme en anden mand, uden først at have gået i hans sko?
Vi køber sko samme sted, så måske vi bare har købt to forskellige modeller. Jeg er dælme glad for min så…
10 kommentarer
Liselotte
9. september 2004 at 21:01Ja, det er m?ske nok synd, men det er endnu mere synd for for?ldrene, hvis livskvalitet er lig nul.
Det er for?ldrene man b?r hj?lpe til at komme videre og det kan ikke g? st?rkt nok, for det m? v?re ganske forf?rdeligt at leve nede i s?dan et hul.
Anja
9. september 2004 at 20:51Huh, det lyder som en bog, jeg en gang l?ste – som fik mig til at beslutte, at en dag skulle jeg skrive en bog om at v?re h?reh?mmet. S?dan at for?ldre til h?reh?mmede b?rn kunne finde lyspunkter, gl?de og se fremtiden! For s?danne b?ger er der bestemt mangel p?! Synd for b?rn at have ‘svage’ for?ldre *suk*
Liselotte
9. september 2004 at 20:48Ja, titlen lyder som om moderen er kommet p? den anden side – derfor var min undren det st?rre, da jeg gik i gang med bogen.
Lad os nu se, n?r jeg kommer lidt l?ngere ind i den, men umiddelbart f?r jeg g?sehud ;-)
Yrsa
9. september 2004 at 20:11Lad da lige mig f? fingrene i den bog ! Det lyder som om du har ret i at den ikke burde ligge “til fri l?sning” for folk som har f?et handicappede b?rn. Jeg ved godt jeg ikke altid har v?ret ?h s? positiv omkring min s?ns handicap men jeg er da heldigvis ovre den fase hvor det var meget synd for mig.
Jeg synes nu stadig ind i mellem at han kunne have valgt om ikke naboen s? genboen :-)
Titlen lyder da ellers som om moderen er kommet igennem og ud p? den anden side!
Anita
9. september 2004 at 18:55Det lyder ikke som en bog jeg har lyst til at f? fingrene i m? jeg indr?mme. Det er modigt at st? ?bent og ?rligt frem med sine oprigtige dybe f?lelser uanset hvad de m?tte omhandle, men hvis denne historie fortsat h?nger fast i den tykke kl?brige “stakkels mig” substans, s? t?nker jeg ligesom du Liselotte – gid der dog var nogle som kunne hj?lpe forfatteren videre. For alles skyld… Nej tak, jeg springer lige over denne gang rent bogm?ssigt :o)
Pernille
9. september 2004 at 18:27Liselotte – du aner ikke, hvor lettet jeg p? en eller anden m?de er over, at det ikke kun er mig, der har f?et den opfattelse. Jeg var jo i tvivl, da jeg ikke som du, har haft oplevelsen s? t?t inde p? livet. Derfor t?nkte jeg p? dig, da jeg l?ste bogen.
Anita – der findes vist kun en anmeldelse – og det er min! Den er ikke s?rlig positiv – desv?rre. Den er udsendt i Jubii’s “nyt om b?ger”-nyhedsbrev….tror jeg da i hvert fald nok – det er vist det eneste nyhedsbrev, ejg ikke har f?et selv ;-)
Liselotte
9. september 2004 at 17:40Anita – jeg ledte efter en anmeldelse fordi jeg tr?ngte til at l?se om den ?ndrede sig. M?ske var det bare starten, som var s?dan…
Jeg kunne ikke finde nogen anmeldelse, s? jeg kan desv?rre ikke henvise til en… og mit brok skal du endelig ikke betragte som en s?dan. Jeg h?ber ogs?, at mit syn p? b?de bog og forfatter ?ndrer sig snarest.
Jeg har pr?vet at bladre til rundt i bogen, for at f? en anden vinkel p? tingene, men… jeg m? sige, at den tegner til at forts?tte i samme rille siderne ud…
Det er synd for den mor, at hun har det s? skidt, men det er ogs? synd for l?seren, at han/hun skal pr?senteres for et s? unuanceret syn p? de livsbetingelser.
Liselotte
9. september 2004 at 17:37Sjovt, for jeg kan m?rke, at jeg allerede nu synes, at det er en skr?kkelig bog at have liggende p? markedet omkring det at have et handicappet barn.
Den er simpelthen en opremsning af alt det der er ynkeligt, selvmedlidende, trist, gr?t, modl?st og h?bl?st. Det kan jeg bare ikke have, for st?rstedelen af de for?ldre til handicappede b?rn jeg m?der, er mennesker, som helt sikkert har haft det sv?rt. De er bare kommet videre med livet. De er ikke stagneret i en tilstand af selvynk og det er vel nok synd for den omtalte mor at hun er.
Nogen skulle hj?lpe hende videre, med hendes liv. Hun kan tydeligvis ikke selv.
Anita
9. september 2004 at 17:36Jeg h?ber da, at der kommer flere nuancer p?, som du kommer l?ngere frem end de 3 sider :o)
Nu har jeg hverken l?st bogen eller anmeldelser af den, men umiddelbart kan jeg n?sten ikke forestille mig, at det kun er ynkeligt navlepilleri og selvmedlidenhed der fylder – men hvad ved jeg. Hvor finder jeg anmeldelser af den ?
Grith
9. september 2004 at 15:56Helt forst?eligt:-) Pernille var heller ikke s? begejstret i sin anmeldelse af bogen, – men det er jo ogs? rart at bogen kan danne lidt debat:-) Og ja, har nogen spurgt forfatterens s?n om han ville have valgt en anden mor?