Hjemme igen…

Det skulle vise sig, at jeg havde bekymret mig unødigt. Jeg havde fået pakket lige præcis det der var brug for. Det skulle også vise sig, at jeg stort set var den eneste til festmiddagen, som ikke havde monteret en klud, som afslørede en passende mængde ben. Og forøvrigt så jeg heller ikke andre vandrestøvler, men til gengæld havde jeg det sjovt. Den slags er meget værd, synes jeg.

I nat dansede jeg til det FEDESTE band, som bestod af 7 nordmænd med en gennemsnitsalder på omkring de 50. De spillede den ondeste og svedigste R&B og en solid omgang Rock’n’roll, som næsten fik mine fodsåler til at smelte.
Ikke at jeg var inviteret. Man kan vel nærmest sige, at vi crashede en privat fest. Ved et uheld, men med stor succes.
Vi blev faktisk inviteret indenfor af festdeltagerne, som var gået døde ved 1-tiden. De trængte til frisk blod og en invitation til at danse, skal man ikke afslå. Så vi dansede. Længe. Alt for længe…

Klokken 3 lå jeg i min seng og klokken 6 stod jeg op for at pakke og herefter give den en sidste skalle med fantastisk fantasifuld og farligt fægtende tegnsprog. Herefter gik turen direkte til lufthavnen i selskab med 2 gode og knalddygtige kolleger og den ondeste hovedpine i historien. Den fulgte mig hjem til Ålborg, gennem turbulens som resulterede i en flyvemaskine med kaotisk blandet håndbagage, skrigende passagerer og hjerter som næsten gik i stå. Vi nåede dog Kastrup, men så næsten heller ikke flyet til Ålborg, som venligt ventede på os. Måske ved udsigten til en forrygende arrig Liselotte, som var nået til kogepunktet. Nogen må have sladret, for endelig klokken 18 landede vi i Ålborg og der var kun en kort tur hjem til matriklen, hvor sengen nu står og ser ualmindelig tillokkende ud.

Jeg tror den trænger. Til mig. Sengen altså…