Adrrr… en tøsedreng…

Livet bider i disse dage. Snapper mig i hælene og efterlader mig konstant med en følelse af, at det har kilometerlangt forspring. Jeg kan ikke hale ind på det og så er det sådan, det må være. Ingenting kan ødelægge dagen, som det at lade sig overmande af omstændigheder, så jeg nægter.

Jeg prøver at finde tilfredshed i de ting jeg når og dermed undgå frustrationen over de ting jeg lige præcis ikke når. De løber jo ingen steder. De venter. På mig. Lad dem bare det.

I stedet vil jeg nyde, at solen skinner fra en skyfri himmel. At luften er klar og lige præcis af den slags, jeg tror, jeg elsker allermest. Sensommerluft med bid i.

Æblerne hænger på spinkle grene og tynger dem til jorden. Rødbederne er klar til en krydret eddikesyltning. Hønsene skal snart slagtes, for med den ringe ægproduktion, er de ikke bedre værd. De har nået skelsår. Georginerne forsyner mig med de smukkeste buketter og allernederst i haven, står de sprødeste gulerødder, som smager så englene synger.

Kastanjerne smider frugterne og på græsset ligger de og lokker til edderkoppespind og kastanjegiraffer. Udeliv er skovture og vandring i Østerådalen mellem køer og de sidste rester af fuglelivet, som allerede har lagt planer for vinterresidensen og snart forsvinder helt indtil næste forår. Udeliv er også, at få afløb for de indestængte frustrationer. Dem jeg ignorerer og forestiller mig ikke at lægge under for. Jeg måtte sande i går aftes, at jeg stikker mig selv blår i øjnene.

Aftentur med Oskar er hyggeligt og rigtigt sundt for os begge, så vi nyder at vandre stille rundt i det begyndende tusmørke. Det gjorde vi også i går aftes, hvor vi endte nede ved de lokale tennisbaner. Ud af tusmørket kom pludselig en stor jagthund. Den stillede sig truende op foran os, med blottet tandsæt og knurren. Det skulle den aldrig have gjort.

Allerførst fik hunden ren besked. Jeg glemte faktisk, at jeg er bange for hunde. (Ja, jeg har selv en af slagsen, men jeg er ikke tryg ved andres). Også i en sådan grad, at den trak sig baglæns – stadig knurrende, men nu i retræte.
Da ejeren endelig viste sig – måske hidkaldt af min rimeligt kontante omgang med hans bedste ven – skal jeg love for, at låget gik af. Sjældent har jeg været så rasende, som da jeg skulle forklare ham, at jeg fandt ham uintelligent, ligeglad og uansvarlig. At jeg, næste gang jeg traf hans hund uden snor, ville sørge for, at den aldrig kom til at gå normalt igen og at jeg iøvrigt ikke havde intentioner om nogensinde, at tale pænt til ham, selvom han bad om det. Det endte med, at han – sammen med sin hund – trak sig baglæns over parkeringspladsens sparsomt oplyste asfalt, mens jeg råbte efter ham, at jeg naturligvis regnede med, at de fremover gik tur enten MED snor eller udelukkende på de dertil indrettede arealer.

Uden styr på en hund af den størrelse, skal man ikke færdes i bebygget område uden hundesnor. Jeg er ikke i tvivl om, at han kender min holdning til det nu og stille håber, at han aldrig igen render ind i mig og min lille, snottede og pjevsede undskyldning for en hund, som sad rystende mellem mine ben de minutter seancen varede.

Vi bli’r så vrede. Altså vi, når jeg engang får lært Oskar også at blive vred. Den tøsedreng.