Et glemt kasettebånd…

Jeg har en strikkemaskine. En vaskeægte elektronisk strikkemaskine, som kan producere en trøje på en aften. Den er ikke slidt, men den har tjent mig godt for år tilbage.
Jeg strikkede børnetrøjer, huer og vanter, som allesammen blev solgt i en lille butik, ude på Frederiksberg. De gik som varmt brød.
Der er mange små københavnerbørn, som har måttet leve med mors betagelse af en af mine strik og nej, de var ikke stribede. Ikke allesammen i hvert fald. De var mønstrede og gerne med stærkt grafisk udtryk, for den slags kan jeg lide.
Kendetegnende for dem allesammen var, at der var en smal stribe med sort/hvide ruder midt på bærestykket, for jeg elskede, at jeg kunne møde og genkende mine trøjer, når jeg færdedes i byen. Det gjorde mig glad, at se at trøjerne kom til anvendelse.

Da jeg fandt både strikmaskine og en halvfærdig trøje i går, startede det en tankerække, som endte ude på Vesterbro ikke langt fra butikken, hvor jeg solgte mine trøjer. Det var i forbindelse med min søns dødsdom. Den han fik som knapt et-årig og som proklamerede, at han ikke vil blive mere end 1½ år gammel.

Jeg var naturligt nok fortvivlet og mange gode venner ville så gerne gøre noget for mig. En af dem var Lone, som havde en synsk veninde Tina, som pludselig havde ringet hende op.
Tina havde insisteret på, at der var en i Lones omgangskreds, som hun måtte snakke med. En pige, som havde fået et handicappet barn. Drengen havde lige fået en dødsdom. Det var vigtigt, at hun (den synske Tina) fik en snak med drengens mor.

Da Lone en eftermiddag gengav samtalen med veninden, fik jeg gåsehud og blev ganske underligt til mode, for hvordan og hvad var alt det her for noget. Jeg troede ikke på den slags hokus pokus og havde aldrig så meget som overvejet, at clairvoyance skulle medtages som en mulighed for at lette den svære situation vi befandt os i. Alligevel kunne jeg ikke sige mig fri for at være nysgerrig. Det var alligevel fantastisk, at denne veninde havde ringet, ganske ud af det blå, og insisteret på, at hun måtte tale med mig.

Lone arrangerede et møde med veninden Tina, som boede inde på Vesterbro. Jeg tog afsted med en underlig følelse af, at jeg førte Tina bag lyset, for jeg troede jo ikke på den slags.

Da jeg ankom viste det sig, at Tina var et frygteligt sødt menneske, som med det samme fik mig til at føle mig meget velkommen og ventet. Te, kager og en hyggesnak længere henne på dagen, måtte jeg fortælle hende, at jeg ikke troede på den slags og Tinas svar var bare, at det vidste hun godt. Det var ikke nødvendigt. Jeg kunne bare vælge at lytte tilbagelænet, grine af det og siden glemme det, hvis ellers jeg havde mod på at prøve en seance?

Det havde jeg og det blev til en af mit livs største oplevelser. En meget blandet fornøjelse, for i løbet af den times tid det stod på vekslede jeg mellem at kunne afvise hele skidtet for siden at føle mig ramt allerdybest inde, hvor ingen andre kommer.
Jeg fik mange oplevelser af, at det her blev en anelse for fantastisk, men ind imellem fik jeg også en fornemmelse af, at det her var meget større end mig selv. Jeg var dog stadig skeptisk.

Da tiden var gået, fik jeg et kasettebånd med hele seancen optaget på. Alexander skulle ikke dø. Lægerne havde taget fejl og det ville, ifølge Tina, vise sig, at de ikke kunne finde ud af hvad han fejlede. De ville bruge mange ressourcer på at prøve at afdække hans sygdom, men de ville aldrig finde ud af præcist hvad det var han fejlede. Hun kom med meget konkrete iagttagelser om hvordan forløbet omkring Alexanders sygdom ville blive og med præcise udtalelser om vores fremtid sammen. Hvordan den kunne komme til at se ud.
Jeg fik råd med på vejen om, hvordan jeg kunne tackle det forløb vi uundgåeligt skulle igennem sammen. Jeg fik råd til hvordan jeg selv kunne hjælpe os til sammen at opnå en bedre kontakt. Alexander var kontaktafvisende både fysisk og psykisk. Jeg fik masser af gode råd, en ny styrke og en meget kontant tvivlen.

Det er svært at have autoriteter som en gruppe læger på Hvidovre, der fortæller, at dit barn formentlig dør om ½ år på den ene side og en synsk og ukendt pige på den anden, som samtidig fortæller, at dit barn ikke dør. Det er ikke svært at vælge hvad man helst vil tro på, men det er svært at finde troen på det.

Som tiden gik bagefter kom der flere og flere tegn på, at Tina havde haft ret. Hun havde været meget specifik omkring flere fremtidige hændelser og efterhånden kunne jeg se, at det som skete, var præcis det hun havde forudsagt.

Når jeg i dag lytter til Tina, kan jeg konstatere, at hun havde fuldstændigt ret i alt hvad hun beskrev den eftermiddag for mange år siden, hvor jeg var så frygtelig fortvivlet, men jeg kan stadig ikke forklare det…