Nemesis på visit…

Når to mennesker flytter sammen, skal der slibes hjørner og vi sleb. Sandpapir var ikke nok, så der blev brugt rystepudser og ind imellem var vi ømme alle steder af alt det sliberi. Man vil jo helst, at den udvalgte passer perfekt ind i drømmene…

Som årene gik lærte jeg at abstrahere fra mandens forkærlighed for gamle biler og skrammel i baghaven. Der kan være noget næsten æterisk over en gammel Triumph med køleren blotlagt.
Distraktionen kunne til gengæld drive mig til vanvid, for den betød i de første mange år at jeg hver morgen måtte løbe spidsrod mellem hans rod, for at lokalisere hans nøgler inden han forlod hjemmets arne. Hans veludviklede evne til aldrig at se skidt betød, at jeg enten måtte ordne hele skidtet selv eller leve med nullermændene som en fast bestandel af husholdningen. At han ydermere var et af de mest langsomme mennesker jeg nogensinde havde mødt, gjorde bare at jeg måtte udvikle nye teknikker til at fastholde afgangstiderne derhjemme. Jeg blev god til det. Fandt ud at, at det kunne betale sig at sige til ham, at vi skulle være hos vennerne klokken 18, når jeg godt vidste det først var klokken 19. Så lykkedes det.

At elske et andet menneske betyder også, at man må acceptere deres manglende evner. Det har han altid været god til. Aldrig har han bebrejdet mig, at jeg ikke magtede lidt kaos og en smule sundt snavs. Aldrig har han bebrejdet mig, at jeg havde svært ved at acceptere, at det krævede indtil flere omgange om sig selv, at komme ud af døren. Aldrig har han bebrejdet mig, at jeg ikke kunne forstå at bade tog MINDST ½ time. Aldrig har han bebrejdet mig, at jeg syntes det var anstrengende at lede efter nøgler hver morgen. Aldrig.

Nu har Nemesis slået sig ned i vores hus. Hun sidder oppe på tallerkenrækken og griner hver morgen.

Zoombien skal revses og piskes ud af sengen hver evig eneste morgen og når den endelig kommer, sker det i et tempo som selv skilpadder kan gøre bedre. Den kan ikke rumme at gøre mere end én ting af gangen, så når der skal snakkes – hvilket den er overordentlig glad for – stopper AL anden aktivitet øjeblikkeligt, hvorfor den altid er ved at komme for sent ud i badet og derfor skal revses og piskes derud. Badene er forrædderiske størrelser, som på mystisk vis indhyller zoombien i en sky af glemsomhed og næsten manglende hjerneaktivitet, hvorfor den glemmer, at den faktisk har temmelig travlt hvis morgenmaden skal nås.
Hver evige eneste morgen spørger zoombien ???… hvor er det nu morgenmaden står???, mens den står med hænderne langs siden og ser hjælpeløs ud. Det på trods af, at morgenmaden har befundet sig det samme sted hele zoombiens levetid.
Hver evige eneste morgen kan zoombien næsten ikke bevæge kroppen og da slet ikke i andet end snegletempo, så det at tage tøj på er en kraftanstrengelse hver evige eneste dag.
Hver evige eneste morgen må zoombiens far hjælpe med at lokalisere skoletasken, som på magiske vis forsvinder selvom den ikke er specielt lille og hver evige eneste morgen skal zoombien have besked på at iføre sig støvler og overtøj.
Hver evige eneste morgen hører jeg zoombiens far sige: ???Det kan altså ikke passe, at du ikke kan skynde dig bare lidt og det kan heller ikke passe, at din skoletaske er væk hver evige eneste morgen, for du har da fat i den hver dag og det kan slet ikke passe, at jeg skal gå og rydde og efter dig hver dag…???.

Hver evige eneste morgen griner jeg sammen med Nemesis…