1

Bare det snart…

Aftenen er forsvundet i ingenting og i hvert fald ikke i juletræ, så der venter lidt arbejde i morgen. Til gengæld er der så noget at glæde sig til, som vi måtte sige til de sure unger, da de opdagede at det ikke blev i dag.

Julegaverne er allesammen pakket ind. De ligger inde i stuen og venter på juletræet og juleaften. Oline har flittigt talt dem og kalkulerer for øjeblikket med et massivt gaveflow udefra også. Hun har sikkert ret.

I morgen skal de sidste ting forberedes. Der skal gøres klar til den traditionelle julemad, som ikke bliver mere opfindsom end and og flæskesteg. Faktisk tror jeg, at det er første gang vi serverer noget så traditionelt, men det skal blive dejligt. Hjemmelavet rødkål venter i kulissen og selv de hjemmesyltede rødbeder står i kø og venter på julefrokosten 2. juledag.

1. juledag er per tradition Pyjamasdag, så der er selvbetjening på matriklen. Alle er velkomne, men der er nada servering og heller ikke underholdning udover den gæsterne selv bidrager med. Vi slår nemlig mave den dag. Flyder på gulvet og lader os underholde af tv’et, spiller spil og fjoller i det omfang efterveerne fra aftenen før tillader det. Dagen er ganske enkelt helliget ingenting og har været det gennem de sidste mange år. Vi elsker det.

Jeg glæder mig meget til at se familien. Det er længe siden sidst, så det bliver dejligt. Vi har det altid mægtig sjovt sammen og der er ikke grænser for opfindsomheden, når det kommer til platte indslag. Vi har det altid drønsjovt og med kaffe, likør og cognac, masser af mad i køleskabet og et energiniveau der er proportionalt med vores samvær, skal det nok blive en både festlig og lang 2. juledag vi også holder os. Lad det snart blive jul…

You Might Also Like

1 Comment

  • Reply
    Slagt en hellig ko… » Jul i Blogland
    24. december 2005 at 00:39

    […] Vi har indført nye traditioner, som vi skatter højt. Vores første juledag er hellig. Intet mindre. Den hedder ikke første juledag. Den hedder Pyjamasdag. Det er den bedste dag i hele julen. Det er en dag, hvor man må sove længe, er tvunget til at bære pyjamas hele dagen og desuden SKAL deltage i mindst ét spil i løbet af eftermiddagen. Det er den dag, hvor vi ligger i en stor uordentlig bunke på stuegulvet, godt pakket ind i dynerne, som er hentet i dagens anledning. Vi ser julefilm, underholdning og vi sover, for man bliver lækkersøvnig sådan en dag. Så skal der være plads til en lur og siden hen kærlige kys og sjove kildeture. […]

  • Tak for, at du giver siden liv med dine kommentarer :-)