4

Jeg, en helt…

Skal der skamroses, skal man gøre det selv. Jeg er god, flittig, tosset (på den fede måde) og klar. Helt klar. Pakket i vat og fjer… eller i hvert fald pakket grundigt, står påskeoverraskelsen klar oppe på bordet. Jeg sender den i morgen. Stakkels modtager… ;-)

Dagen har været fyldt ud med gæster, som er kommet og gået i en lind strøm. De sidste forlod matriklen for nogle timer siden og jeg er BRUGT nu. Grundigt, men det har været så dejligt, at de sidste gæster er af den slags man kan være træt, grim, kedelig og brugt sammen med, uden de elsker en mindre for det. Den slags venner er et af mit livs krydderier.

Vi vendte verden. Helt som vi plejer, spandt vi drømme. Vi snakkede også om hvordan vi får dem opfyldt. Som altid er vi fulde af gode ideer og som sparringspartnere, har vi nogle af de ypperste af slagsen i gæsterne i aften, så vi nåede langt omkring. Måske når vi endda til målet. Det tror jeg, at vi gør.

Vi snakkede familie- og arbejdsliv. Hvordan det ofte kolliderer og hvordan det ind imellem kan være svært at få enderne til at mødes. Hvordan man ind imellem kan synes, at det er svært at lægge den ønskede energi i dem, enten på skift eller bare i en stor pærevælling, fordi det hele bliver ganske overvældende og det var på det tidspunkt, at det ENDELIG gik op for mig, at jeg faktisk har gjort noget aktivt, for at mindske stress og tilføre mig selv åndehuller og ny energi.

Jeg har foræret mig selv plads til at udforske nye veje, finde nye mål og få opfyldt nogle af de ønsker jeg har for mig selv og min familie.

Jeg har vidst det længe, men det er vist først sunket ind nu til aften. Om mindre end en måned går jeg på nedsat tid. Jeg vil holde fri hver onsdag fremover og jeg vil hellige den ekstra tid til min og min families trivsel. Jeg vil forfølge drømme og jeg kan næsten ikke vente.

Ja, jeg ER langsom. Det gik først op for mig med næsten 1 måneds forsinkelse, men gud hvor gjorde det mig glad… :-)

Du vil sikkert også kunne lide