Og der var forår…

Alt var sprunget ud – selv transerne, som løb op og ned ad vores gade i hofteholdere og på stiletter, som gjorde dem mere end 2 meter høje, når de skulle op til den lokale sodavandspusher, for at hente forsyninger til nattens indbringende forretninger.

Vi boede genialt midt i Red Light District, som kun halvsover nogle timer hver formiddag, for resten af døgnet at genlyde af muntre, beskidte, fulde, skæve, grinende, kæmpende, spisende potentielle købere og osere i stort tal.

Negrene falbød, med guldkæder så tykke som min underarm, deres lagre: “Coke mam… or better yet… get some ectasy… c’mon…”, mens vi travede området tyndt for at lokalisere de bedste retauranter, beundre kanalernes maleriske bredder med huse åndeløst smukke, træer som var sprunget ud og ikke mindst solens livgivende stråler, for den valgte jo at skinne helt konsekvent og konstant på hele vores tur, så nsen er blevet en smule kulørt.

Vi er trætte. Jeg er træt. Jeg er faktisk vrøvletræt, så jeg stopper her… men det er godt at være hjemme igen :-)

PS – vi blev stoppet af politiet ved den dansk/tyske grænse. “Og nu I har været i Amsterdam, har I naturligvis ikke noget med hjem, som I ikke må have med hjem?”, spurgte den venlige mand, mens han kiggede undersøgende på manden min, som sad med sit lange hår frit flagrende i det meste af bilen, en mystisk sort solbrille og høj musik i øret og jeg lænede mig bare frem, fuldstændig opgivende og svarede: “Nej, naturligvis ikke”, klar til det helt store show med tømning af bil m.m. og så sagde han fandeme bare, at vi måtte køre! Jeg bli’r ALTID stoppet i tolden til det helt store tjek – og smugler ellers aldrig… ;-)