Snart…

Så nærmer jeg mig slutningen af opholdet her på øen. Jeg havde planlagt så meget. Der var så mange mennesker, som jeg gerne ville se. Der var så meget, som jeg gerne ville nå…

Det er ikke blevet til halvdelen af det, jeg planlagde inden afgang fra Aalborg for et par uger siden. Der har ikke været mange aftener at tage af. Otte er det blevet til og det er alt for få, når man gerne vil være sammen med familien (min er stor) og se vennerne.

Jeg vender hjem i morgen med følelsen af, ikke at have nået alt det jeg gerne ville, men til gengæld har jeg lært en masse, fået ondt i armene, powershoppet (ja, det når jeg jo alligevel ind imellem på ægte kvindemanér), genset de fleste af de steder jeg elsker, skåret igennem diamanten hver eneste morgen, beundret Holmen, Kastellet, Nyboder og alt det andet så uendeligt smukke ved København.

Jeg har kastet bedstemorbilen frygtløst rundt mellem hensynsløse håndværkere, spist is, er blevet råbt ad af en gammel mand i Føtex, drukket kaffe med bettesøs, set hende blive glad igen og grinet af hende og Heidi, når de om aftenen har kastet sig ud i latterlige diskussioner i kølvandet på deres kortspil.

Jeg har truffet kolleger, som allesammen er skønne og fantastiske mennesker med en omsorgsfuld omgang med hinanden, spist kedelige toast, drukket litervis af københavnervand, fået soleksem af gårdens stærke sol i middagspauserne, sovet på en sofa i 2 uger, set tv for første gang i umindelige tider.

Jeg har længtes efter dem derhjemme, er kørt gennem Store Regnegade og har husket de mange timer på bureauet derinde, genset Ny Østergade og husket hvor meget jeg hadede, at Kenneth altid var der i stedet for hjemme hos mig og vores syge barn.

Jeg har set Nyhavn fyldes med sommerglade mennesker, beundret alle de smukke unge piger med bare maver, spist indisk i eminent godt selskab og morgenhilst på dørmanden på Radisson.

Jeg er mæt nu så tag mig bare hjem…