16

Pas din egen bananbod…

Er det drama man efterlyser, findes det i rigt mål her på vejen…

Jeg har vist tidligere nævnt, at jeg finder det er anstrengende, når jeg kommer i selskab med mennesker, som bruger hele deres liv på at være kritisk overfor andre menneskers måde at forvalte deres tilværelse, økonomi, livsglæde, talenter og valg af gardiner på. Find dog noget andet at gå op i og glæd jer på deres vegne, hvis de ser ud til at trives.

I stedet findes der mennesker, som gør det at indtage en kritisk holdning til alt det ovenfor nævnte, til det centrum deres liv kredser om…
image
I dag har vi modtaget den (forhåbentligt) endegyldige afgørelse i forsikringssagen fra januar. Orkanen, som I måske husker fejede hen over landet og trak et spor af ødelæggelser efter sig, endte jo også med at afslutte et ellers rigtigt godt naboskab her på matriklen.

Sagen endte i forsikringsselskabet, som afgjorde, at alene orkanen var skyld i den væltede poppel. Sidenhen har den ellers afsluttede sag været fulgt op med skadesramtes (naboerne) intense forsøg på, at få dækket deres tab gennem vores forsikringsselskab, da deres eget nægtede.

Det kom til at kræve udsagn om forsømmelighed fra naboernes side, fulgt op af en løgn om, at træet var pilråddent og derfor forlængst burde være fældet og til allersidst, og i desperat forsøg på at få ret, involvering af de fleste af gadens andre beboere. Det sidste er skræmmende…

Der er indløbet “vidneerklæringer” fra to af vores andre naboer, som skriver, at de mange gange har overværet hvordan skadesramte nabo har påtalt, at vi burde fælde vores træ (løgn stampet op af jorden) og hvordan de til sidst havde sørget for, at etablere kontakt til en træfælder for os, nu vi ikke selv tog os sammen og gjorde det (endnu en løgn, stampet op af jorden), alt sammen for at støtte skadesramte nabo i hans korstog mod det uretfærdige i manglende dækning hos hans eget forsikringsselskab.

Det er skræmmende at opleve, at mennesker som ellers smiler og snakker over hækken ikke har modet til at stå ved, at jeg irriterer dem, for det må jeg da så absolut gøre. Den eneste drivkraft til at synes, at det er okay at lyve i den forbindelse, er ønsket om endelig at få lejlighed til at målrette galden.

Heldigvis har størstedelen af dem valgt, at de ikke vil involveres i noget som helst, men det er fisenfløjtemig på tide, at vi får købt nogle større sko til et par stykker her på vejen. Dem de har, må klemme gevaldigt.

Hvorom alting er, så indløb det sidste og endelige brev fra forsikringen i dag. Vi får ret, men jeg er helt sikker på, at vi ikke får fred…

Du vil sikkert også kunne lide