Vi brænder for sagen

Når weekenden har været brugt på dejligt besøg, er der altså forsømmelser, som må indhentes. Det inkluderer enorme bunker vasketøj, forberedelser til den kommende uge og overraskelsen over, at der ikke er én eneste herhjemme, som har overvejet hvad aftenens menu skulle bestå af. Vi er i gang med det hele og til enden skal vi såmænd også nok nå…

Lige inden Susanne og Erik smuttede ud af døren, med mål til Alexanders nye vinterbeklædning, fik jeg introduceret en ide om min prototype syet op i skind. Jeg var sikker på, at tasken kunne blive enormt lækker, hvis Susanne fik lov til at få fingre i den. Som sagt, så gjort.

Lynhurtigt var vi i gang med at tegne mønster og diskutere kvalitet og farver på skindet, hvilket jeg naturligvis hurtigt overlod til eksperten på området. Vi bredte karduspapir ud på spisebordet, fandt saks og blyant og nåede så at stikke ild til mit tidligere møjsommeligt konstruerede mønster.

På bordet stod et tændt stearinlys, for hvis ikke man skal hygge lidt om søndagen…
Flammerne var, da ilden fik rigtigt fat, faktisk af ganske anseelig størrelse, men vi kastede resolut papiret ind uden vandhanen og uden at fortrække en mine, var vi lynhurtigt videre og nægtede naturligvis ethvert kendskab til den tydelige lugt af brændt et eller andet. Snart efter havde vi bestemt os for udformningen af tasken og herefter er det jo bare at vente på at se resultatet. Jeg må have lokaliseret min tålmodighed.

PS – tror I jeg skal tage det personligt, at Susanne ½ time tidligere havde fået ildløs på matriklen ved at stikke søndagsavisen ind i samme stearinlys?