Min pengebeholder…

Jeg var ude at handle med tøserne for nogle timer siden. De skulle proviantere og jeg havde lovet, at jeg ville køre dem til hulen med herlighederne.

Der blev handlet. Det skortede ikke på gode ideer til uundværligheder, for tænk engang, det er dog trods alt et helt døgn, de skal overleve alene og helt på egen hånd (næsten, for der er vel 3 meter fra hoveddør til hoveddør), så kurven var snart fyldt op med slik, sodavand og chips.

På vej hjem blev der diskuteret fordeling af de kommende opgaver. Der er meget at tænke på, når man sådan skal både spise slik, rede senge og lave morgenmad i morgen. De blev enige og vel hjemme igen, fik jeg æren af at pakke ud.

Undervejs blev jeg opmærksom på, at jeg ikke kunne finde min pung. Den var og blev væk. Det var ikke udsigten til at miste indholdet, som gjorde mig panisk. Ingen dankort, kun få kontanter og ekstra af alting liggende i skuffen herhjemme gjorde, at jeg ikke kastede mig ud i storstilet eftersøgning p.g.a. tabet af de ting. Nej, det var selve pungen, som jeg ikke tåler at miste.

Jeg har fået den i gave af Kenneth for frygtelig mange år siden. Den kan ikke erstattes. Jeg ved, hvad jeg taler om…

For år tilbage mistede jeg min pung. Den blev stjålet på en opgave i Skive og sådan var det bare. Til min efterfølgende fødselsdag, syntes Kenneth, at jeg skulle have en erstatningspung. Den var mage til den gamle, men den var slet ikke mage til alligevel.

Lynlåsen var anderledes. Kald mig latterlig, men lynlåsen i denne pung er slidt lige tilpas. Den glider let og ubesværet og har sin helt egen lyd.

Farven var en anden på den nye. Nå ja, den var smukt rødbrun, som Mulberrys ting nu er og der var ikke rester af sprinklervæske, olie, benzin, skumfiduser, flødeskumskager, børnefingre og andet spændende på den, men det er jo det, som gør den helt speciel og noget så personlig (formentlig vil ingen, med tanke for eget helbred, røre ved den pung) og desuden er den blød af slid. Helt som hud lægger den sig til rette på min håndflade og jeg elsker følelsen af den.

Jeg var meget glad for den nye pung, men aldrig så snart havde jeg indviet den, før den gamle pung dukkede op i posten. En venlig sjæl havde sendt den med en besked om, at den var fundet oppe ved Føtex i Skive, men tømt for kontanter.

Jeg var ligeglad. Det var jo min pung. Pungen med sin helt egen lyd, blødhed og slidmærker. Den nye blev med det samme pakket væk. Den gamle var hjemme igen og så var der ikke mere at diskutere. Siden har Kenneth overtaget den nye, som uanset hvor længe den bliver brugt, aldrig nogensinde bliver lige så fantastisk som min gamle af samme slags.

Panikken var til at tage og føle på. Jeg strøg ud i bilen, klar til at køre ned forbi købmanden, for at se om det var dernede den lå.

Det er her mit juletræ, min rædsel, min usandsynligt dårlige smag, kommer til sin ret, for i de kulørte lampers skær, kunne jeg pludselig se, at den havde forvildet sig ned på bilens bund.

Den ligger trygt lige her ved siden. Jeg skal have forklaret den, at det ikke nytter at stikke af. Der er livsvarig garanti på den og det gælder vel også ejerskabet…