Det sker sjældent, at Alexander udtrykker sig verbalt. I hvert fald forståeligt verbalt. Han siger masser af lyde, men ikke ord, for hans spasticitet er meget udtalt omkring halsen.
Alexander sidder oppe i stuen. Han ser håndbold med sin far. I pausen var far lige forsvundet ud af stuen et minuts tid.
For et øjeblik siden kaldte han højt og tydeligt “far”.
Gad vide hvad der skal til for at aktivere den stemme… håndbold måske…
7 kommentarer
Liselotte
2. februar 2006 at 11:52Han var rigtigt glad, vores far :-)
Yrsa
2. februar 2006 at 09:58Hold da op – jeg må prøve med Andreas i aften om det kan aktivere et MOAR hvis jeg smuttr under håndboldkampen :-)
Desværre er han stadig ikke så interesseret i TV, men det kunne jo være at en håndbold kamp var kickstarteren !
Er sikker på at jeres farmand er ca ½ meter højere idag.
Liselotte
1. februar 2006 at 23:31Ja, det gør lykke, når det endelig lykkes :-)
Michael
1. februar 2006 at 23:28Hehe… mit gæt er at han så var fars dreng resten af aftenen, og far går stadig med et smil på læben. Det er bare dejligt når de bruger deres sparsomme luft på at kommunikere! :o)
Liselotte
1. februar 2006 at 22:28Hjertet smelter – du har helt ret Heidi :-)
Heidi
1. februar 2006 at 22:26Hvad er det nu ham der Ronan synger? “You say it best – when you say nothing at all”.
Men jeg kan kun forestille mig, at tiltalelsen af “Far” eller “Mor” lader sit hjerte boble en ekstra gang, når den unge herre siger det. Det må være en ren glæde at høre det – men så igen – jeg går ud fra, at forældre til enhver tid forelsker sig om og om igen, når ens børn kalder på sig. Der er vel ikke meget som er skønnere end at konstatere, at sine børn har behov for sig :-)
Ella
1. februar 2006 at 21:42Liselotte – sport kan få de dybe følelser frem i folk og tydeligvis også i Alexander. Dejligt at hygge med sin far om noget bold :-)