Jeg faldt over Vaks og Sambo inde bagest på hylderne. Det var dejligt, for så kunne jeg sætte mig ned og bilde både Alexander, Kenneth og mig selv ind, at det er essentielt vigtigt, at få fortalt historien om dengang min farfar brændte hele min barndom.
Uden så meget som at tøve, tog han i en af vores utallige flytninger, alle mine sække med omhyggeligt nedpakket legetøj med ud i kolonihaven, hvor han brændte skidtet fra en ende af. Sådan! Ikke noget med at græde over spildt mælk.
Barbie, Daisy og alle de andre dukker, som var gemt i efterhånden mange år, fordi jeg gerne ville forære en fremtidig datter dem, blev udslettet fra jordens overflade og det var “bare ærgerligt”, som han efterfølgende sagde.
Jeg fandt bagefter en delvist smeltet Barbie og en stump af min yndlingsdukke, men det var ikke rigtigt nok til, at jeg syntes det var værd at gemme, så væk var den barndom og så var det vel også godt med det.
Sidenhen er så både Vaks og Sambo dukket op af min mors gemmer. De er nogle af mine første stykker legetøj og jeg elskede begge højt. Vaks fordi han var min hund og Sambo fordi han var så smuk med de flotte guldørenringe, som dinglede fra ørerne. Ørenringene er forlængst forsvundet, men både Vaks og Sambo har altså siden levet en skummel og kummerlig tilværelse inde bagest på mine hylder og sådan er jeg bange for, at det fortsætter, bare på en ny hylde…
Lotte - lørdag 18. februar 2006 klokken 19:42
Æv..ja og min mor gjorde noget tilsvarende med min bamse “bedstefar” hmm..jeg kan stadig lugte den…
Hvad fanden er nu DET for noget…..det er FORBUDT at brænde børns ting…
Det kunne jeg så lige svinge mig op til at mene… ;-)
L :-)
Donald - lørdag 18. februar 2006 klokken 19:48
Din historie om farfar der brændte alle barbiedukkerne (gjorde han virkelig?) har i hvert fald tjent til at give Sambo og Vaks nyt liv! Den må frem, næste gang der kommer gæster! Især hvis de er mindreårige;-)
Ella - lørdag 18. februar 2006 klokken 20:11
Sørgelig historie – hvor længe varede det før du tilgav ham, om nogensinde?
Hvor er det godt at du har Sambo og Vaks :-)
Liselotte - lørdag 18. februar 2006 klokken 20:22
Jamen ved I hvad… først tudede jeg, men så tænkte jeg, at min unge (hvis jeg skulle ende med en datter) garanteret ikke gad sådan noget gammelt ragelse alligevel og jeg tror i grunden, at jeg har haft ret.
Det handler vel dybest set om, at man selv er knyttet til tingene og med Vaks og Sambo genfundet, var de vigtigste brikker fra min barndom jo intakte :-)
PS – farfar og jeg snakkede ALDRIG siden om hans afbrænding af mit legetøj. Det kunne vi ikke, for jeg var stadig vred og han ked, så vi droppede det som gangbart emne ;-)
Gitte - lørdag 18. februar 2006 klokken 20:49
*gisp* jeg solgte 2½-årigs kæmpe-duplo-klodser forleden. Han har store mængder alderssvarende duplo, og sækken med kæmpe-baby-klodser havde stået i kælderen flere måneder – og han havde – jeg sværger – ikke savnet dem.
Så kom de der folk, der havde læst opslaget i Rema1000 og købte sækken for 200 dask – og 2½- årigs udgangsreplik: De går med mit legetøj!!!!
Han kunne dog hurtigt afledes og har ikke talt om de klodser siden – men tror I det tangerer en afbrænding, hvis man sårn tolker lidt på det??
Ella - lørdag 18. februar 2006 klokken 20:59
Vi har kun smidt ud eller solgt efter fælles overenskomst.
Jeg ville blive vred og ked, af det hvis Ole smed noget af mit ud uden at spørge mig først og det er vel det samme, som hvis det var et barns ting?
Liselotte - lørdag 18. februar 2006 klokken 21:08
Gitte dog! Du har traumatiseret barnet for evigt! At du kunne… ;-)
Ella – jeg vil også gerne spørges først og fordi jeg er indrettet, som jeg er, siger jeg desværre oftest nej til udsmidning, men det holder altså bare ikke med alt det skidt jeg får samlet :-)
David Blangstrup - lørdag 18. februar 2006 klokken 21:39
Nogle ting bliver meget mere værd som minder. De får en slags glorie om sig…
Liselotte - lørdag 18. februar 2006 klokken 22:09
Du har helt ret David… men det er vel sådan det er og det er præcis det, som fascinerer mig ved barndommen. At den er så vigtig. At den rummer så mange store følelser i de ind imellem banale handlinger fra de voksnes side. At vi husker det og mærker det, resten af livet.
Du godeste… havde jeg vidst det for 20 år siden, havde jeg droppet ungerne. Sikke et ansvar ;-)
morten - lørdag 18. februar 2006 klokken 23:30
Det omvendte scenarie kan også skabe problemer .
jeg har gemt hver en stump af arvingens sager , incl alle de tegninger , hånd og fod aftryk i ler, perleting osv hun har lavet og det er mange.
De er blevet slæbt med i alt for mange flytninger gennem tiden og står nu og fylder alt alt for meget nede i kælderen.
Efterhånden er ” samlingen ” blevet så omfangsrig at de er medbestemmende på størrelsen af min bolig.
Liselotte - lørdag 18. februar 2006 klokken 23:54
Du har ret Morten – alting med måde :-)