At finde vej

Der er altid forberedelser forbundet med mit arbejde. Jeg skal undersøge opgavens art. Måske kan jeg være heldig at finde oplysninger, som gør min del af arbejdet nemmere og det er altid rart at have en en grundlæggende baggrundsviden, for det gør det unægteligt meget nemmere at tolke. Jeg kan finde ud af hvem der deltager. Jeg kan undersøge, om der er fagudtryk, som er rare at kende til i forvejen og jeg kan måske læse noget tilgængeligt materiale om lige præcis det emne, jeg skal tolke.

Det er en del af forberedelserne til mit arbejde, men en anden og lige så vigtig del er, at sørge for, at jeg kan finde vej. En tolk, strandet på en mørk landevej, er ikke meget bevendt, så her kommer Krak glidende ind fra højre og gør mig til flittig bruger. Jeg har nemlig ikke GPS i bilen. Jeg har prøvet at køre med GPS, men det giver mig nervøse trækninger og jeg irriteres over stemmen, som forstyrrer mere end jeg kan holde ud. Så hellere et print af en af Kraks ruteforslag, som sjældent er helt i skoven.

Det sker naturligvis, at Krak ikke er opdateret og jeg så ender underlige steder, men det kan vel ses, som en del af charmen og jeg plejer at tage det i stiv arm. Den eneste gang jeg panikkede for alvor, var for flere år siden, da jeg skulle tolke bryllup langt ude på landet, i en forøvrigt meget smuk landsbykirke.

Turen var gået godt langt det meste af vejen, men pludselig forsvandt den vej, jeg skulle følge og Krak havde gjort mig fuldstændigt retningsløs, for jeg havde ingen fornemmelse af, om det bedst kunne betale sig at køre til højre eller venstre.

Jeg ringede hjem og med mobiltelefonen monteret under venstre skulder, blev jeg guidet ud over markveje, grusveje og gennem små landsbyer, som jeg aldrig siden har villet påtage mig at finde igen. Jeg endte sågar med at smutte tværs over en mark, fordi tiden var knap og kirken endelig i sigte.

Jeg nåede ind i kirken, som bruden var ved at gøre klar til sin entre og opdagede, til mit store held, at mine brugere heller ikke havde haft held til at finde vej. Da de ankom, sad jeg roligt oppe foran og ventede. Jeg lignede en, som havde været der i vældig god tid og hvorfor fortælle dem andet.

I dag har jeg også forsøgt mig med forberedelser, som skal gøre turen til en leg. Jeg håber Krak har styr på mit liv…