Der er så smukt derude lige nu. Solen skinnede mens jeg trillede ud ad de Himmerlandske landeveje med radioen i øret og øjnene rettede mod horisonten. Tankerne fløj hid og did og jeg hyggede mig. Jeg når at tænke mange tanker, når jeg er på vej enten til eller fra en opgave og i dag var jeg heldig, for turen var tillige med betagende smuk.
Måske lever nedenstående ikke helt op til min drøm om lange endeløse landeveje, men det snerper derhen ad, så jeg skal ikke klage.
Vejen omkransedes lejlighedsvist af små husmandssteder og skov, men størstedelen af turen foregik på lange strækninger med kun marker, så langt øjet rakte.
Hjemme igen kunne jeg høre Kenneth tale med en. Jeg undrede mig, for vi ventede, så vidt jeg vidste, ikke gæster. Det viste sig at være en ældre mand, som for 50 år siden har boet til leje her på gården. Han havde været i nærheden og havde følt sig fristet til at komme en smut forbi og velkommen var han da.
Han kunne fortælle en historie eller to om heste, som blev skoet ude på gårdspladsen, grise i stalden og endda fortælle, at det er ham, som er manden bag navneskiltet på gården her, som hedder Tjørnevang. Det hænger ude på gavlen og er altså omtrent 50 år gammelt.
Vi hyggesnakkede lidt, mens han fik forevist lokaliteterne og da vi nåede til stuen siger han pludselig: “Nej, vent! Herinde bag ved lå dengang et lille kammer. Derinde har min kone og jeg ligget og elsket mere end én gang. Hvis det eksisterer endnu, vil jeg frygteligt gerne se det”, så selvfølgelig skulle han da se mit syværelse, som pludselig har fået en ekstra dimension. Den historie skal nok poppe op undervejs i mine fremtidige syprojekter og den har da formentlig en gavnlig effekt på atmosfæren, for det var med en sjælden hengivenhed han omtalte sin kone og deres små hyggestunder.
Hvor er det dog herligt, at han tog mod til sig og opsøgte huset han mindedes med glæde. Han var velkommen og et dejligt indslag i en ellers utroligt skøn fredag. Min weekend er lige startet. Så kan man vist ikke bede om mere…
5 kommentarer
Liselotte
17. marts 2006 at 18:46Ja, det er sjovt at høre historier og forestille sig alt det, som er foregået i rummene gennem tiden. Vores hus er fra 1863, så der er da løbet lidt vand i den å ;-)
Anne Stange
17. marts 2006 at 18:00Sådan et besøg havde vi også engang i vores gamle hus i Silkeborg; manden, der kom på besøg var født i huset, og kunne fortælle mange sjove ting om selve huset, men også om livet i kvarteret for 55 år siden; jeg nød det meget, og tænkte efterfølgende en del over det kvindeliv hans mor havde levet i “mit” hus.
Vi havde nu 2 badeværelser og et gæstetoilet, hun havde badet sine mange børn i en balje i et hjørne af kælderen..
Han havde gamle fotos med af huset, nogle af dem gav vi videre til dem, der købte huset af os, måske har de gjort det samme?
Go’ weekend der oppe i AA.
Liselotte
17. marts 2006 at 17:16Karen – der er dejligt i Danmark :-)
Mette… du siger noget…
Mette
17. marts 2006 at 17:02Nøj, I har grønne marker i det nordjyske… Her på Vestsjælland er der stadig sne så lang øjet rækker, og jeg ivrer efter at se noget lysegrønt. Suk.
Hvor skønt med et besøg fra hjemmets fortid – måske I kunne bringe fortid og nutid tættere sammen ved at følge hans og fruens forlystelige eksempel i sy-værelset…
karen
17. marts 2006 at 16:47åå for en deilig dansk vår du har fanget med linsen. danmark er og blir magisk for meg. barndommens somre og det rolige fantastiske flate landskap. magisk.
det du opplevde med den forhenværende beboer var også magisk – en sånn ting som av og til på merkelig vis faller ned i livet.
en riktig god helg til deg og dine!