Jeg kan lide havnen. Jeg kan lide, at den er rå, vindomsust og lidt grim. Jeg spiser gerne min madpakke på havnen, når tiden og geografien er til det. Enten skal det være ude i den gamle bådehavn, fordi der er så hyggeligt, eller også skal det være nede i den gamle industri, som er truet på livet i disse år. Jeg kan bedst lide det sidste.
Havnen forbinder jeg stadig med fremmede og eksotiske lande og så selvfølgelig min tidligste ungdom. Værftet har fløjtet fyraften gennem hele min barn- og ungdom og beskidte, trætte og svedige mænd er tumlet ud gennem porten, hastigt på vej hjem til familien. Så blev havnen stille.
At smugkigge ind bag hegnene og se dem bygge skibe så store som lejlighedskomplekser kun for at blive gennet væk, var en del af min barndoms billeder, men det er forlængst slut og med værftet er andre industrier lukket.
Nu er det blevet eksklusivt at bo langs havnen og alt det jeg elsker ved den, er ved at dø. Derfor skal min madpakke spises midt i skidt, larm og døende industri. I morgen er det hele skiftet ud med glasfacader og en husleje, som kan give de fleste åndenød…
7 kommentarer
Liselotte
20. marts 2006 at 18:32:-)
HenrietteB
20. marts 2006 at 18:27Nu bliver jeg nostalgisk – jeg har det præcis som du med hensyn til havnen i Ålborg. Jeg er jo nordjyde og Ålborg var i min barndom og unge år den nærmeste storby.
Min fars onkel og tante, Robert og Gudrun, boede i arbejder kvartererne omkring havnen. De var begge kommunister og han arbejdede på værftet – en lille blid mand i blåt, som man egentlig havde svært ved at forestille sig arbejde i en sådan rå mandeverden.
Når jeg ser dit billede af havnen, er jeg straks tilbage i en af min barndoms gader – tak for det!
:-)
Liselotte
20. marts 2006 at 14:37Åh ja, citronvanden var det bedste ;-)
Gitte J.
20. marts 2006 at 14:12Åh, ja Liselotte….. Jeg husker da jeg var barn og stod på min mormor og morfars altan i Vangs Allè. Herfra var der kig til værftets port – og det var et højdepunkt for lille mig, når klokken lød og den flydende strøm af blå hjelmbeklædte mænd hastigt sivede ud i verden.
Det gjorde godt med en stemning fra barndommen her i marts – tak !! Kom lige ud af erindrindringstangent med gul sodavand og bonbonnieren med flødebolcher. Mormors gyngestol og hendes blomstervandkande, der var stentøjsfisk fra Bornholm og stod fast i vindueskarmen….osvosv…..lang tid siden og alligevel som om det var i går !!!
Liselotte
20. marts 2006 at 08:57Susan – grønlandske havn ligger et andet sted, men emmer af samme stemning, som den jeg finder inde ved og omkring værftet.
Ella – jeg ved ikke, men jeg hører aldrig om hvor lækkert det er at bo ude i klodserne mellem broerne, så helt fantastisk kan det vist ikke være. Idéen var vel god nok, men det lykkedes bare slet ikke…
Nu får de måske skabt lidt stemning i stykket omkring Goliath og hen til Nordkraft, men lad os se – de har før haft gode idéer, som siden er faldet igennem, så det… ;-)
Ella
20. marts 2006 at 05:00Jeg husker tydeligt strejkerne i 1982 over Sclüterregeringen, når det genlød: “værftet er med”. Så kom alle de blåklædte mænd, med al deres pondus og sluttede op op strejken. Der var en styrke og pondus over dem. Jeg savner værftet!! og jeg håber at de bevarer noget af stemningen på havnen og ikke gentager fadæsen mellem broerne.
Susan
20. marts 2006 at 00:15Jeg kan også godt lide havne, Grønlandshavnen (er det ikke det den hedder?) i Ålborg har dog en helt speciel plads hos mig. Min far sejlede i mange år for KGH/KNI og min mor og jeg kørte ham gerne op når han skulle afsted og hentede ham igen når han kom hjem.