Jeg skulle have været ude at missionere. Ikke sådan rigtigt missionere, men noget der ligner.
Jeg skulle have brugt mig selv, som jeg elsker at bruge mig selv, nemlig som bro og formidler mellem to kulturer. Jeg bærer naturligvis på min egen kultur, men jeg bærer også på døvekulturen. Ikke at jeg bilder mig ind at vide forfærdeligt meget om den, men jeg ved tilstrækkeligt til, at jeg kan gøre det en del lettere at være døv i en hørende verden og omvendt, så det bruger jeg en del af min tid på at fortælle om.
Jeg kan lide det. Jeg kan godt lide, at samarbejde med døve omkring denne her opgave. De er uundværlige i denne sammenhæng og jeg nægter pure, at gå ud og holde mine små foredrag uden en døv ved min side. Så indbildsk er jeg ikke.
Jeg ved meget om det at være døv. Jeg kender til mange af de udfordringer man som døv møder hver eneste dag, når man færdes i en altovervejende hørende verden og jeg kan lide hver eneste gang jeg oplever, at der er hørende, som siger “Guuud ja, det har jeg da aldrig tænkt på!”, for så er de blevet lidt klogere.
Jeg synes det er sjovt, at give dem et lynkursus i de mest basale tegn, som så i fremtiden vil gøre det meget nemmere at kommunikere med den døve i deres kreds. Jeg elsker, når jeg oplever, at hørende giver slip på deres indbyggede uvilje til at lege og åbner op, bliver spontane og begynder at tale noget der med god vilje kan ligne tegnsprog. Når det sker, er min mission som regel lykkedes. De synes ikke længere det er farligt, mystisk eller underligt, men i stedet sjovt at bruge kroppen til kommunikation.
Jeg kunne som sagt aldrig finde på at gøre det uden en døv ved min side. Jeg ved meget, men jeg ved langt fra det hele. Jeg elsker samarbejdet, for det er ofte med til at understrege, at der ikke er spor forskel på os og så er det absolut også et udtryk for min respekt for døveverdenen, som altid er blevet rendt over ende af velmenende hørende, som vidste meget bedre.
Jeg ved ikke meget bedre. Jeg ved lidt og jeg kan lide, at den døve altid er der til at rette op på mine misforståelser. Sammen kan vi gøre en forskel.
Jeg er blevet aflyst i dag, så mine forberedelser kunne synes forgæves, men det er de aldrig, for de sætter en masse relevante refleksioner i gang og det er slet ikke så ringe endda…
5 kommentarer
Liselotte
20. marts 2006 at 10:42Tak for dine meget pæne ord Donald. De varmer :-)
Donald
20. marts 2006 at 10:24@Susan: Den situation kan jeg godt fornemme. Jeg kan ikke tegnsprog og møder sjældent døve, men når det sker er det som en anden verden.
@Liselotte: Du har en evne til at rumme mange situationer med tilhørende følelser og sætte det i perspektiv — jeg tænker på bemærkninger som dem, der er til billedet af Jeres gamle Nørrebro-lejlighed — og derfor kan du bygge bro. Nej, det kommer ikke af sig selv, det tror jeg ikke på, det kommer ved at man prøver om og om igen. Jeg læser med her på den hellige ko fordi jeg finder ord, som jeg selv kan bruge. Tak – og varm hilsen.
Liselotte
20. marts 2006 at 10:05Tak skal du have Lotte :-)
Lotte Andersen
20. marts 2006 at 09:56Du er også super at have tolke med ;)
Susan
20. marts 2006 at 09:28Da jeg var 15-16 år troede jeg at jeg skulle arbejde med handicappede på een eller anden måde når jeg “blev stor”. Derfor gik jeg i 2 år på aftenskole for at lære tegnsprog. Jeg har praktisk taget aldrig brugt det, undtagen et par gange hvor jeg arbejdede i en skobutik ved siden af studierne og der kom en par hvor begge var døve – jeg glemmer aldrig som deres ansigter lyste op da jeg prøvede mig frem med mit simple og næsten glemte tegnsprog, og prøvede at forstå dem :-)