Helt håbløse kan vi ikke være, for der er alligevel blevet til en forårsbebuder i vindueskarmen. Oline har været i haven for at plukke blomster og jeg skal love for, at den ene lilla krokus kan lyse for dem allesammen.
Hun har forøvrigt haft en god dag, som slet ikke blev ødelagt af en far med ungdomsbukser eller fællessang, så mon ikke vi midlertidigt er tilgivet, at vi er så frygtelige. Jeg tror det næsten, men ingen tør spå om hvor længe…
Vi holdes skadesløse lidt endnu og imens, kan vi så nyde, at hun åbenbart ikke er blevet for gammel til stadig at synes, at det er dejligt at plukke blomster til den ellers så latterlige mor. Smukke er de…
5 kommentarer
Liselotte
6. april 2006 at 20:20Tak Ella :-)
Heidi – tak skal du have, men det måtte lade livet for et andet forsøg. Lad os nu se… ;-)
Heidi
6. april 2006 at 19:45Neiiii seeee et strålende flot banner du har fået udviklet dig. Det er virkelig pænt!
Ella
6. april 2006 at 19:41Nu har du og Oline overgået jer selv – hun i valget af blomst og du i kameraføring – flot!!! :-)
Liselotte
6. april 2006 at 19:22Blomsterne er skønne, helbredet lidt bedre, men stadig langt fra godt. Det går (langsomt) fremad, så der er vel håb engang til påske… ;-)
Anne Stange
6. april 2006 at 19:03Der er nu ikke noget som en buket plukket af en barnehånd, sådan “knips” helt oppe under blomsterhovederne og så ellers knuget i en lille buttet varm hånd til al saft og kraft har forladt blomsterne!
Ups, der fortabte jeg mig vist i “der var engang”, din pige og ej heller mine er i den højde mere, men blomsterne er dejlige nok…
Jeg undrer mig selvfølgelig over, at også jeg hører til i den pinlige kategori, de andre mødre måske ja, men moi???? ;-))
Hvordan har helbredet det?? Forhåbentligt meget bedre…