Stokrosetid

Vi bruger løs af tiden, for den ligger der, til fri afbenyttelse. Vi gider ikke rigtigt noget. Vi er slappe og kaffen er først lige blevet lavet. Alle er lørdagssløve. Ungerne vælger at se tv. De voksne vælger at snakke og hygge over en havesnak.

Jeg ender op med at beslutte, at jeg i år planter de stokroser, som Kenneth i ti år har sagt nej til. Jeg kender ham. Når de først er der, kommer han til at elske dem. Sådan er det med ham. Modstand til det er der, så erkendelse af, at det ser smukt og hyggeligt ud. Jeg siger det ikke til ham.

Stokroserne passer til et bondehus som vores. De vil pynte udenfor på gårdspladsen og jeg er sikker på, at de kommer til at tage sig smukt ud, plantet mellem lavendlerne derude.

Mit far byggede engang et hus, som fik små buede ruder og derfor vist skulle give mindelser om bondehuse, samtidig med, at det endelig ikke måtte mangle sen-halvfjerdersernes moderne bekvemmeligheder og bestemt heller ikke måtte mangle kvadratmeter. Det blev en underlig hybrid, men ikke desto mindre plantede min mor et hav af stokroser langs huset.

De blomstrede ivrigt om sommeren og jeg elskede dem. Jeg kunne falde i svime over deres farver og de store, fyldige blomster, som foldede sig ud fra kæmpestore knopper. Jeg svor, at der i mine fremtidige haver skulle være masser af stokroser.

Jeg har endnu ikke haft en have med stokroser. Det er vist på tide.