Jeg er lige kommet hjem fra arbejde. Jeg er helt og aldeles mør, men det gode selskab jeg har været i hele dagen, opvejer sagtens trætheden. Jeg har arbejdet sammen med en kollega ad to omgange i dag og det er altid en fornøjelse.
Vi arbejder alene det meste af tiden. Hver for sig går vi ud og tolker og en sjælden gang mødes vi så, for at samarbejde om opgaver, som kræver mere end én enkelt tolk kan tilbyde. Det er på de tidspunkter det bliver rigtigt spændende, for to-tolke systemet kræver disciplin og aftaler, så ingen generes af skift i sprogkode og tempo. Optimalt set skal de slet ikke opdage tolkeskiftene.
Det kan kræve mange ressourcer, men denne dag har været i selskab med en kollega, som jeg har faste to-tolke opgaver med og da jeg kørte hjem opdagede jeg, at vi slet ikke lavede aftaler i dag. Vi indgik i et utvungent og gnidningsfrit samarbejde, som er baseret på respekten for hinanden og så selvfølgelig det store kendskab vi efterhånden har opbygget til hinandens styrker og svagheder.
Sådan en dag gør godt i maven :-)
10 kommentarer
Liselotte
19. maj 2006 at 09:21Det er et vidunderligt job Conny :-)
Susan – jeg havde alletiders dansepartner :-)
Susan
19. maj 2006 at 09:18Jeg forestiller mig det ligesom en smuk dans. Det lyder som om du i dag har haft den perfekte dansepartner.
conny
19. maj 2006 at 09:11Det må være et givende job at være tegnsprogstolk – der er virkelig direkte kontakt med aftageren af ens arbejde, og man gør en forskel. Rart at læse om dine overvejelser, rart med en beskrivelse af hvordan man kan gå seriøst til værks i en arbejdssituation.
Og god og velfortjent weekend!
Liselotte
19. maj 2006 at 08:35Vi kan heller ikke lave tolkeskift uden det bliver bemærket, men det skal helst ske glidende, så det ikke opleves som en afbrydelse. Det gøres med små tegn, som i dette tilfælde et blidt klap på knæet af den aktive tolk, som signal til, at man er klar til at overtage tolkningen næste gang der kommer en passende lille pause (et komma eller et punktum i talestrømmen).
Når den aktive tolk slipper tolkningen, giver han/hun et diskret signal til brugeren om, at nu går den anden tolk i gang og de kigger med det samme i den rigtige retning.
Kunsten er så, at den nu aktive tolk formår at tolke videre i nogenlunde samme sprogkode, så brugerne ikke skal bruge for mange kræfter på, at omstille sig til den nye tolk.
Tolke kan være meget forskellige, men formår man det her, er det vist til at leve med, at man må skifte mellem et par stykker.
Lene
19. maj 2006 at 06:30Det lyder spændende. men Liselotte, jeg ville ønske min fatteevne var bedre, for hvordan I kan tolke uden at tolkeskiftet opdages, det forstår jeg ikke. Jeg forstår godt at du er træt, det kræver godtnok nærvær og opmærksomhed.
vbk
19. maj 2006 at 02:01Har for nylig været på en stor konference, hvor tegnsprogstolke medvirkede.
Var ind imellem ved at falde ud af temaet for konferencen for at beundre de to tolkes glidende overgange.
Især bemærkelsesværdigt, at kendte den ene ikke fagudtrykket, vejledte den ene tolk den anden, med respektfuld hensynstagen til den hørehæmmede person, der var deltager i konferencen.
Stor respekt for faglighed, professionalisme – og kunsthåndværket i tegnsprogstolkningen.
Liselotte
18. maj 2006 at 23:06Ja der er noget ved det så, men sådan har jeg det heldigvis langt de fleste dage Ella :-)
Ella
18. maj 2006 at 22:52Dejligt når det er den følelse, man har i maven efter en lang og hård dag – så er det noget ved at gå på arbejde Liselotte :-)
Liselotte
18. maj 2006 at 22:48Ja, det er en dejlig følelse :-)
Karin
18. maj 2006 at 22:48Det er så fedt at mærke når det går op en højere enhed – på jobbet, derhjemme, med veninden….