Det lykkedes!

Jeg har lige gjort mine børn jublende glade. Det er en vidunderlig følelse, som er langtidsholdbar og jeg elsker, når det lykkes.

Jeg kunne fortælle dem, at vores sommerferie i år er faldet på plads. Vi tager endnu en gang ned til det gammelkendte men elskede Provence, hvor vi skal boltre os i sol, varme og vand. Vi har fundet et hus, som kan fungere, når Alexander skal have en god ferieoplevelse også.

Ungerne er allerede i gang med at planlægge turen derned. De snakker allerede nu om, hvad de skal have med af underholdning til turen ned gennem Tyskland og Frankrig. Oline genfortæller historierne om de mange stop vi gør undervejs, hvor der altid sker et eller andet uforudset og Alexander ler ved tanken.

Jeg nyder deres umiddelbare glæde og jeg synes det er vidunderligt, at de insisterer på, at alting skal være, som det plejer. Jeg kan lide, at de glæder sig til de mange timer i vores selskab og det er derfor vi i år har truffet en temmelig stor beslutning, som sikkert kræver ekstra kræfter, men ikke desto mindre føles helt rigtig. Vi rejser alene.

Vi vil insistere på, at dette her er vores families sommerferie, som skal foregå alene på vores præmisser. Vi vil ikke skulle tage hensyn. Vi vil bare være os selv og målet skal være, at vi får tid til hinanden uden afbrydelser.

Vi fik medhold i vores tidligere anke omkring ferien sidste år. Det gør godt at vide, at der fortsat findes muligheder for, at medtage hjælpere, når familier med handicappede børn, bosat i Aalborg Kommune, vil af sted på sommerferie, men vi vælger det bevidst fra i år. Vi vælger, at vores ferie skal være helt på vores præmisser. Vi glæder os.

Vi skal ned og nyde lune sommeraftener med dampede muslinger mens duften af lavendler smyger os om næsen.

Vi skal ned, hvor krydderurterne står vildtvoksende på markerne omkring os og derfor kan hentes efter behov.

Vi skal ned for at nyde den smukke natur, som indbyder til lange gåture i den synkende aftensol. Ned hvor uret er ligegyldigt og tingene kan indrettes efter behov og ikke aftaler.

Vi skal ned, hvor tiden står stille og aftenerne indeholder højtlæsning og spøgelseshistorier. Ned hvor vejret indbyder til, at hele familien kan leve udendørs, bade og holde pauser, lege og spise god frokost med solmodne tomater og vidunderlig ost.

Vi skal ned, hvor vi kan tage på udflugter uden at skulle kigge ud af vinduet inden, for at sikre at vejret holder.

Derned, hvor de på torvet inde i byen spiller Boule og drikker kaffe og vin gennem hele den lange og lune aften. Hvor torvedagene byder på friske, solmodne grøntsager og nybagte baquettes og alting ser anderledes ud.

Vi skal dase hjemme og hente vin på vores yndlingsgård. Vi skal drikke champagne i skumringen, fordi vi kan og vi skal putte solmætte unger i seng hver aften, inden vi selv fester videre i hinandens selskab. Vi skal snakke natten død og morgensolen op. Vi skal se venner, som er dernede i de samme uger og vi skal nyde deres selskab, Vi skal elske at stå op til kun hinanden og endnu en lang og solvarm dag i skyggen af cypresserne.

Jeg glæder mig. Jeg glæder mig til stedet, duftene og oplevelserne, som ligger på lur og venter, men jeg glæder mig allermest over, at mine unger elsker tanken om, at de skal være alene sammen med deres forældre i 2 uger. Jeg kan slet ikke vente. Der er kun 6 uger til.