Mig, et skvat?

Jeg har lige været tværs igennem Aalborg. Ikke fordi jeg skulle, men fordi jeg glemte et stykke vejarbejde og derfor kom ud på en større omvej. Jeg måtte ud gennem vestbyen for til sidst at ende i Hasseris og undervejs passerede jeg bl.a. dette her (tak til Frede).

Hvor det ligger, ligger der en sand skov af smukke gamle murermester- og patriciavillaer, som næsten allesammen pynter sig med mindst én japansk kirsebær, som lige nu blomstrer på livet løs. Betagende smukt var det og sammen med et vejr, som ikke kan bestemme sig for regn eller ej, bliver det ikke skønnere at rulle vinduet ned og smile til verden.

Oline er hos en veninde og de var pludselig kommet i tanke om, at de skulle sove sammen, så afsted det gik med tandbørste og sovepose, for den slags er den rene svir, når man er elleve. Undervejs overstod jeg lige dagens indkøb og i farten fik jeg husket, at sønnike er vild med finsk, blød salmiaklakrids, så der er provianteret til senere hygge.

Hjemme igen stinker hele matriklen af svømmehal. Kenneth har været nede på alle fire og skrubbe samtlige vores fuger i klinkegulvene i klorin. Jeg kan oplyse, at de er lyse og ikke mørke, som jeg en overgang troede, men til gengæld er jeg sikker på, at lugten ikke virker befordrende på min lyst til svømmehal med Oline på søndag. Jeg er overbevist om, at jeg både har åndenød og hallucinationer og ikke er langt fra en indlæggelse, men de andre kalder mig et skvat og sådan ser verden altid forskellig ud afhængig af øjnene der ser, men jeg er helt sikker!