Øv, vi slap ikke…

Vi slap ikke. Det endte med en indlæggelse og sådan må det så være. Den unge mand ilter ikke godt nok og får derfor ilt nu, så der igen kan komme lidt balance i systemet.

Hans far er derude sammen med ham, men ikke uden sværdslag, for de mente, at Kenneth skulle tage hjem i aften indtil de fik forklaret, at det ville kræve en nattevagt, som kunne vende, suge, hjælpe ved hosteanfaldene og desuden ville vi synes, at det skulle være en person, som i et eller andet omfang kunne kommunikere med Alexander, som ellers ville være meget utryg. Så mente de pludselig, at det var meget nemmere, hvis far var indlagt med den unge mand.

De har fået enestue i det nye medicinerhus derude og jeg skal love for, at det tangerer luksus. Helt nybygget er det udstyret efter alle kunstens regler. For det første er det en kæmpestor stue, som sagtens kan rumme vores forflytninger og så er den ellers udstyret med en forrygende udsigt over det meste af Aalborg (7. sal) og ydermere med et kæmpestort widescreen fladskærms-tv over sengen, så der masser af muligheder for at lade sig underholde. Det er vi ikke vant til.

Vi har tidligere været indlagt på børneafdelingen og den er gammel og slidt. Et meget hyggeligt sted med et beundringsværdigt rart og tålmodigt personale, men ikke desto mindre med meget slidte og gamle rammer om de indlagte patienter og det personale, som skal passe dem. Der var ingen “indbygget” underholdning ud over de gustne gule vægge, så det her er virkelig at betegne, som luksus.

Det viste sig, at den antibiotika vi havde fået med til Provence, i tilfælde af lungebetændelse dernede, var bredspektret og slet ikke effektiv nok, så i stedet for at hjælpe, har den givet plads for lungeinfektionen til rigtigt at bide sig fast. Nu får han penicillinen intravenøst og denne gang lige præcis den, som går ind og skubber til hans lungeinfektion.

Mens faderen var ude at proviantere, sad vi og hyggede os med udsigten og lidt Tour de France i tv’et. Alexander sov det meste af tiden, men da der kom et frygteligt grimt styrt, knækkede han sammen af grin. Jeg tilskriver det en massiv tilgang af ilt til hjernen, for den slags griner mit barn da ikke af! Nok så det skægt ud, men…

Nu er jeg hjemme igen og har lavet aftale med Kenneths kammerat om et visit derude senere i aften. Jeg tror, at det er tid til en kop kaffe.