Og så i gang!

Sikke en uorden, men sikkert tiltrængt. Jeg sov til klokken 10.30. Jeg sover sjældent så længe og i dag er tiden faktisk ikke til det, for vi venter gæster i eftermiddag, men jeg har været effektiv, så det går sikkert alligevel.

Hindbærrene har fået ben at gå på. De er forvandlet til en bærkage, som forhåbentligt smager godt, når vi når kaffetid. Der var vist også noget med nogle kardemommeboller, så det passer sig ikke, at sidde her og lave ingenting, men ovnen er jo optaget.

Hindbærkage

Der er grænser for, hvor meget den kan rumme. Det er verdens dårligste ovn, så jeg ønsker mig inderligt en ny. En bred ovn, med masser af plads og ikke en ovn, som har glemt, at den egentlig er en varmtluftovn og derfor ikke kan have mere end én plade inde ad gangen.

Måske jeg får en ny ovn, når vi engang når til at gøre de sidste ting færdige i køkkenet. Vi skal have sløjfet en dør og i stedet have den erstattet med en anden. En dobbeltdør ud til terrassen ville gøre underværker, så det er planen, men altså ikke lige nu, hvor jeg så bager én plade ad gangen og væbner mig med tålmodighed. I det mindste giver det pauser.

Ude i køleskabet i baggangen venter dejen til foccacia. Når kagen kommer ud, skal den smides ind. Groft havsalt, frisk rosmarin og masser af olivenolie på toppen og jeg er næsten sikker på, at det bliver godt, men vi får se lige om lidt.

Mere

6 kommentarer

  • Svar
    Tina
    22. juli 2006 at 23:56

    Hmm nu skal du jo passe på med hvad du siger for vi tager til jylland her i uge 31 :)

  • Svar
    Liselotte
    22. juli 2006 at 13:38

    Hindbærrene ER flotte Donald. I år giver de forrygende mængder af bær og de smager så englene synger. Man skal bare være der for at plukke, før smådyrene begynder at gøre det samme ;-)

  • Svar
    Donald
    22. juli 2006 at 13:37

    Hvor fedt! De hindbær ser ud som om de er absolut pletfri og kagen ser da himmelsk ud.
    Inspirerende.

  • Svar
    Liselotte
    22. juli 2006 at 13:19

    I kan bare kigge forbi Tina :-)

    Anita – der udleveres hagesmæk på adressen ;-)

  • Svar
    Anita
    22. juli 2006 at 12:07

    Vi har brug for hagesmække her…

    Vi ses lige om lidt ;o)

  • Svar
    Tina
    22. juli 2006 at 11:43

    hmmm lyder bare godt kardemommeboller. tro vi invitere os selv når vi tager til Jylland :) Håber i får en hyggelig dag

  • Tak for at du gør det endnu sjovere at læse med herinde :-)