6

Lige nu…

Vi snakker i telefon. Nogle dage føles det, som vi ikke gør andet. Prøver at få fat i, aftale, ændre og fastslå. Det er næsten umulige opgaver at få kontakt, men vi klør på.

Således også denne morgen, hvor vi så heldigvis, på 3. dagen, bliver ringet op af Alexanders sagsbehandler, som siden mandag har haft en seddel liggende om akut behov for en opringning.

Endelig kan vi få aftaler i stand om alle de ting, som skal lette hverdagen for Alexander. Vi kan aftale, at vi skal have besøg af ergoterapeuten, som skal hjælpe os med at forberede tiden efter Alexanders store rygoperation og vi kan måske endelig få bud på låne-hjælpemidler, som i denne tid kan lette Alexanders liv. Med et stort tryksår på ryggen, er det vanskeligt, at finde hvilestillinger, som fungerer. Vi har brug for råd og vejledning.

Om lidt kommer hjemmesygeplejersken, som kan instruere og behandle. Hende har jeg brug for, for nok ved vi vel i princippet hvad vi skal gøre, men det er mit barn og han har et frygteligt stort tryksår. Jeg har brug for hende. Jeg må vide, at det vi gør, er det rigtige.

Når dagene har været, som de sidste mange har været, er jeg ikke god til at pleje den stress, som ligger latent på lur. I dag vil jeg gøre mig umage. I dag vil jeg holde fri, i det omfang, det lader sig gøre.

Vi er smuttet

Udenfor bager solen ned fra en skyfri himmel, så om lidt hænger vi skiltet på døren og smutter ud i vejret, som egner sig fortrinligt til udeliv. Der er masser at tage sig til, så vi behøver ikke gå tomhændede.

De skal plukkesJeg skal ned i hindbærrene. Der hænger solmodne bær, som sagtens kunne forvandles til noget velsmagende i løbet af dagen.

Mange af stauderne trænger til en kærlig hånd, så der skal sikkert klippes lidt på udvalgte steder og så er der blomster, som trænger til kærlig pleje efter sidste uges lidt travle dage.

Det hele overlever, men kunne jeg, havde jeg inviteret Anita til kaffe, så hun kunne få sin lyst styret. Jeg skulle udstyre hende med saks og instruktioner og når dagen gik på hæld, kunne vi trække i skygge og bruge tiden på læskende drikke, tant og fjas og måske en smule alvor.

Når vablerne groede frem i håndfladerne og sveden drev ned af ryggen, ville jeg spørge hende om hun stadig ønsker sig en have ;-)

Ude i skyggen

Jeg er ret sikker på, at hun ville svare ja og jeg forstår hende godt :-)

You Might Also Like

6 Comments

  • Avatar
    Reply
    Ella
    26. juli 2006 at 12:33

    Det kan du være helt sikker på Anita og lidt saftevand og en kop mokka- og skulle du så få lyst til mere, er der også en have her, der ville elske dit besøg. :-)

  • Avatar
    Reply
    Anita
    26. juli 2006 at 12:03

    Ella – må jeg så kigge over til dig og få pust og plaster på, når jeg er færdig ? ;-D

  • Avatar
    Reply
    Ella
    26. juli 2006 at 11:52

    Det er tilfredsstillende, at der omsider kommer skred i sagerne – det har været nogle hårde dage for jer Liselotte – på mange måder.

    Det er godt at du har en have at stresse af i. Der er ikke meget, der er bedre, end at have jord op til albuerne – lidt i panden og på knæene, eller knæ’rn som vi siger :-)

    Det allerbedste ville være, hvis Anita gik og rumsede rundt derude og lavede vabler ;-)

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    26. juli 2006 at 11:24

    Anita – du er velkommen til at etablere en vabel eller to heroppe ;-)

    Anne – ja, vi håber hun siger god for behandlingen hidtil. Go’ fornøjelse med dit maleri – jeg kan se, at det skrider fremad :-)

  • Avatar
    Reply
    Anne Stange
    26. juli 2006 at 11:16

    Go’ havedag til jer!
    Ville ønske, at jeg også kunne rode og regere i min have i dag, men jeg må ta’ endnu en dag med pensel i skyggen, surt, jeg kan jo ikke engang brunes imens…

    Jeg er sikker på, at hjemmesygeplejersken vil sige, at i gør det helt rigtigt, men jeg kan sagtens følge dit behov for faglig godkendelse af behandlingen, han er jo din store lille dreng!
    Pøj-pøj med det hele..

  • Avatar
    Reply
    Anita
    26. juli 2006 at 11:03

    Du kender mig sgu så godt Liselotte :-D

    Jeg har før haft blomsterbede, spade- & saksevabler i hænderne og vaseline smurt godt ud på de udsatte steder. Jeg har haft ondt af h…… til, men belønningen var alle mine Av´er værd. Jeg har haft den smukkeste have engang og jeg savner den. Lige præcis den – men en dag kommer der en ny have til mig og jeg skal igen gå rundt og ynke over vablerne, når mørket sænker sig og jeg ikke orker mere, end lige akkurat at smide mig i en liggestol og sippe kaffe lige dér midt i “mit værk”.

    Jeg ville så forfærdeligt gerne have drukket den kaffe med dig. Altid. Til hver en tid. Der er så meget vi mangler at snakke om og jeg tror aldrig helt vi blir’ færdige, men vi har resten af vores liv og dét er ikke så lidt endda ;o)

    Jeg krydser fingre og håber alt det bedste for Jer idag. Tiden er inde til at der kommer mere ro over feltet i Gug.

  • Tak for, at du giver siden liv med dine kommentarer :-)