Vi gør det godt!

Vi gør tilsyneladende det helt rigtige med sønnikes tryksår, så det var en god melding at få. Siden havde jeg en ganske underholdende samtale, som jeg vel egentlig sagtens kunne have været foruden, men om ikke andet, gav den skygge og en smule kølighed indenfor, mens den stod på.

Alexander venter på en stor og omfattende rygoperation. Han skal have foretaget det, som i fagsprog kaldes en stabiliserende rygoperation. Skoliosen har gjort ryggen håbløst skæv og vi har håb om, at de skruer og stave, som indsættes i ryghvirvlerne, for at gøre dele af rygsøjlen stiv, kan bevirke, at han fremover kan leve et liv uden korset og yderligere skoliose ligesom hans lungeinfektioner skulle kunne næsten undgåes.

Operationen er ikke barnemad og kræver mindst 8 kilo ekstra på sidebenene, da man taber sig temmelig meget umiddelbart efter operationen og en forudsætning for disse ekstra kilo er, at der er plads i korsettet. Alexanders er blevet for lille. Det er bl.a. derfor han får disse frygtelige tryksår, som så gør næsten lige så ondt på mig, som de gør på ham. Tidspunktet for at vokse ud af korsettet er uheldigt, men at drengen vokser er bestemt ikke skidt og i hans alder er det vist heller ikke specielt verdensforrykkende.

Sygehuset skal bevilge nyt korset, men synes det er fjollet med udsigten til en snarlig operation, hvilket vi er helt enige i, men når Alexander ikke har korset på, falder han sammen, kan ikke sidde og dermed ikke spise. Han får lungebetændelser, danner alt for meget sekret og kaster derfor op, hver eneste gang vi prøver at få mad i ham. De ekstra 8 kilo, som er forudsætningen for en operation er utopiske, som det ser ud lige nu, hvor han er stablet op i sin gamle kørestol, fordi den nye stadig ikke fungerer. Han sidder skidt, får yderligere tryksår og lungerne klemmes sammen i de timer, han tilbringer i stolen, men den er det eneste, som fungerer bare nogenlunde med de nuværende tryksår. Vi sidder lidt fast, for at sige det mildt.

– Ja, det er ude fra ortopæderne. Jeg har lige snakket med lægen. Han synes, at vi udsætter alt det med korset til efter operationen. Det er jo ikke sikkert, at det så bliver nødvendigt.

Jeg er mundlam 2 sekunder, tæller så til ti og spørger…

– Og forudsætningen for operationen er fortsat ekstra 8 kilo?

– Ja, det er standardprocedure. Den slags kan vi ikke rykke ved.

– Og hvornår skal vi regne med, at de vil operere?

– Jeg tror det bliver engang i september, men der kan gå 4 måneder.

– Godt så, … (og her kan du så indsætte Liselotte, som for omtrent 20. gang forklarer historien ovenfor) … , men vi kan da indlægge ham, så I kan tage ansvar for de der ekstra 8 kilo, for vi kan ganske simpelt ikke selv påtage os, at få mad nok i ham, på de forhåndværende præmisser.

– Lige et øjeblik…

Der går et stykke tid og så vender sekretæren tilbage. Nu er korsettet bevilget. I morgen kan vi få taget mål og Alexander ender måske igen med at sidde fornuftigt, kunne trække vejret ubesværet og endda have plads til de ekstra kilo, som altså ER forudsætningen for at få brudt den onde cirkel.

Hvor jeg dog godt forstår sygehusets tøven, men måske skulle vi sende regningen til kørestolsmageren, som fik en bestilling på en fleksibel kørestol, som også skulle kunne indrettes til ophold uden korset.

Kors, hvor han har kostet penge og tårer. Han burde udstyres med ske, sødmælk og proteindrik, men jeg er bange for, at han har været tæt på min dreng for sidste gang.