Surt og sødt

Det er vist ikke i år, jeg skal sætte næsen op efter egen vin. Jeg kan vel knapt tillade mig at drømme om egne druer, uden at ende med en skuffelse.

Druerne er stadig ganske små og helt forfærdeligt uspiselige, så om de når til et tidspunkt, hvor de ender i maven, er jeg stadig i tvivl om, men skidt med det, for jeg har ikke planten for frugterne, men fordi jeg synes, at det er en utrolig smuk, livskraftig og dekorativ plante.

I en have, skal der være plads til alt det unyttige, ligesom det nyttige. Vinen gør ingen nytte medmindre den æstetiske gevinst tæller med på den konto, men den giver hvert år skygge til nogle af de planter, som kræver mindre sol inde i væksthuset. I år er der intet glas og knapt noget der kan kaldes væksthus, men der er vin og den trives på trods.

Den er ikke bundet op, ikke klippet efter foreskrifterne og alligevel vokser den livligt og snor sig fortrøstningsfuldt ind og ud mellem alt det skrammel, som efterhånden har samlet sig nede, hvor det gamle væksthus står. Den pynter. Den er meget kønnere at se på, end de ynkelige rester af det der var engang og så lever jeg fint med, at den eneste berettigelse er, at den netop pynter og dækker over rod og dårlig samvitighed. Ikke noget dårligt bytte.

Abrikoserne er begyndt at gløde. De får langsomt den smukke, orange farve, som signalerer, at de er plukkemodne. De er ikke klar endnu, men et helt træ fyldt med orange numser, er slet ikke at kimse ad og så ved jeg jo, at der snart er chancer for at sætte tænderne i frugterne, så der er noget at glæde sig til.

Varmen udenfor er næsten ulidelig, men alligevel har jeg besluttet, at jeg vil vove pelsen og flytte nogle af dahliaerne op i staudebedet med fare for overophedning og uelegante besvimelser. Måske overlever både jeg og blomsterne. Vi får se lige om lidt.