Hvis ikke vi havde en 12 års fødselsdag at fejre og et tryksår at pleje, ville jeg have inviteret Kenneth på musik. Jeg ved det ikke er den “ægte” vare, men det er tæt nok på til, jeg ville turde, for oplevelser kan man ikke få nok af og god musik gør glad.
I Huset spiller Raindogs (Celebrating Tom Waits) den 1. september og det ville være alletiders aften for vi elsker begge Tom Waits og har vel også begge plads til lidt nyfortolkning af nogle af hans numre, men den går ikke denne gang Granberg.
Vi bruger Huset alt for lidt. Der er en rigdom af gode kulturelle tilbud derude, men fordi vi lever et liv, som konstant er i forandring, har vi alt for ofte stået med billetter til et arrangement, som ikke blev vores. Vi endte i stedet på hospitalet med en indlæggelse i udsigt. Vi forudbestiller ikke billetter længere. Det er for dyrt og det er for ærgerligt.
Jeg savner at kunne arrangere. Jeg kan lide at være spontan, men jeg savner muligheden for at kunne glæde mig til noget i lang tid inden. Jeg savner, at der var mulighed for at ringe efter en hjælper, som kunne håndtere alle de ting, som kan være svære omkring Alexander, hvis han skulle blive syg.
Jeg savner et ungt menneske, som gider gøre alle de skøre ting med Alexander. Jeg savner en person, som ikke lader sig afskrække af alle de praktiske ting, som skal foregå omkring og med Alexander. Jeg savner en, som kunne agere stand-in, når vi er ved at være slidte. Jeg tror Alexander savner en anden at dele oplevelser med end sine forældre.
Jeg savner aflastning. Jeg har aflastning, men de magter ikke at have Alexander, når han har tryksår og ingen hjælpemidler som fungerer. Det forstår jeg, men jeg savner alligevel, at de magtede det. Jeg tror Alexander savner det.
Jeg savner nogle timer uden ansvaret for den søn jeg elsker så uendelig højt. Jeg føler mig ikke som et skidt menneske af den grund. Jeg føler mig til gengæld magtesløs, for det er umuligt at opfylde vores ønsker, som det er lige nu. Der er ingen personlige hjælpere i udsigt. Der er ingen aflastning i udsigt, men der er heldigvis The White Stripes og når de spiller My Doorbell, danser vi og så går det hele jo alligevel.
20 kommentarer
Liselotte
20. august 2006 at 10:20Tak for dit forslag Christina. Vores behov er i virkeligheden ikke bare en aften i ny og næ, men en person, som kunne fungere som Alexanders personlige og ekstremt fleksible hjælper, for behovet er både faste aftaler, men i høj grad også akut, når aflastningen ikke kan og vi trænger. Det er svært at finde mennesker, som kan springe til med så kort varsel og det forstår jeg godt.
Der var engang, hvor jeg boede i Brønshøj – så var du ringet op ;-)
Christina
20. august 2006 at 08:54Hej Liselotte. Hvad med at annocere efter et par friske sygeplejestuderende. Jeg er selv hjemmesygeplejerske. Hvis jeg boede i nærheden ville jeg med glæde komme og tilbringe en aften i ny og næ med Alexander. Han lyder som en skøn knægt.
KH Christina fra Brønshøj
Liselotte
18. august 2006 at 12:06Tak Anette :-)
Anette
18. august 2006 at 11:54Har lige læst dit indlæg og vil bare tilslutte mig de andre med håb om at I snart finder noget aflastning til Alexander, så dig og din mand kan komme ud rocke til Tom Waits musik :-)
Held & lykke fra Anette
Liselotte
18. august 2006 at 10:26Tak Lizelotte :-) – og i lige måde!
Lizelotte
18. august 2006 at 10:14Min mor citerede engang imellem en salme, mens min far var syg: “Som din dag er, skal din styrke være…”
Det er hårdt, men der er jo noget om det. Man tror nogen gange, at man har skrabet bunden af ressourcerne, men hvis man har behov – så finder man lidt mere i et hjørne. Som man slet ikke vidste var der. Nogen gange “æder man sig selv”. Det er nok der, det begynder at blive farligt… for så bruger man af noget, som ikke engang er reserver…
Mange gode tanker herfra, ihvertfald…. og hav en rigtig dejlig weekend.
Liselotte
18. august 2006 at 08:03Susan og Lizelotte – selvfølgelig finder vi kræfterne, for der er ikke noget alternativ. Når man elsker, finder man kræfter til de mest utroligt ting og sådan er det også nu. Vi kommer igennem, men i øjeblikke kan man være så træt, at det er næsten burde være forbudt ;-)
Lizelotte
18. august 2006 at 07:58Du ku’ bare være kommet forbi, Liselotte – vi kørte ingen steder i går… efter et par r/c’ere…
Du plejer nu også at kunne finde ressourcerne et eller andet sted … måske fra det faktum at du er så god til at se det store i det små, og skønheden i hverdagen. Tak fordi du også deler de øjeblikke, hvor du er modløs, med os. Det er jo næsten det sværeste, at stille til skue.
Susan
18. august 2006 at 06:18Jeg har ikke meget at tilføje, kan kun sende ønsker om at I finder en løsning både for jeres skyld og ligeså meget for Alexanders skyld. Han er jo så gammel efterhånden at det ikke er fedt at hænge ud med forældrene altid (eller det meste af tiden) mere ;-)
Desværre kender jeg ingen med evner i den retning, ellers havde jeg sendt dem over til jer for at se om I kunne fungere sammen.
Selvfølgelig kommer I igennem det, I kan jo ikke andet – men derfor kan det jo godt være hårdt. Jeg sender jeg mange tanker.
Liselotte
17. august 2006 at 22:36Hvor pokker bliver min rom/cola af? Altså tak for knuset, men jeg er sikker på, at den rom/cola ville virke befordrende på alting lige nu, så det… ;-)
Nej, det er et sejt træk vi er i gang med lige nu, så kræfterne skal dælme graves frem fra gemmerne, men sådan er det i perioder herhjemme og vi kommer igennem :-)
Lizelotte
17. august 2006 at 22:34Ku’ unde jer – og Alexander – en masse aflastning.
Men når det nu er, er det jo fedt at han har sådan nogen seje forældre (også selvom I er lidt slidte).
*stort virtuelt og let rom/cola-duftende knus herfra*
Liselotte
17. august 2006 at 22:27Ja Donald – det vigtigste er, at man til stadighed er i stand til at finde noget at glædes ved. Det falder mig heldigvis ikke svært, men jeg ender fandeme med at være gammel før tid – det koster på alle kontoer sådan at være i underskud altid – men hvad… jeg har før hørt om kvinder, som er elsket på trods af rynker, grå hår og knirkende led ;-)
Donald
17. august 2006 at 22:22Gid der kommer nye muligheder snart, det er da ikke meget aflastning, når det er den gode tid, der aflastes. Den søde kommentar fra Anita tyder da på, at der er mennesker med fornemmelse for hvad aflastning og samvær går ud på, og jeg håber at I eller væsenet finder ud af at skabe nye og bedre kontakter snart. For slet ikke at tale om hjælpemidler.
Min søn på 32 bor hos min ex- et stykke herfra og har siden han måtte droppe ud af en uddannelse i efteråret ikke haft overskud til ret meget og kun ganske lidt kontakt med venner og familie; distriktspsykiatrien har på det sidste pludselig fundet ud af at det måske var på tide at følge op og prøve at finde en aflastning for min ex.
Hvad kan man stille op, det er ikke nemt. En dag han og jeg gik en tur i tusmørket med nogle underlige gule gadelygter i nærheden, som sendte spøgelsesagtigt lys ned på frøstandene på nogle ranglede gederams, tænkte jeg “As good as it gets” og grinede lidt – det var faktisk meget hyggeligt at gå der.
Liselotte
17. august 2006 at 20:46Ja, vi kunne unægteligt godt bruge lidt aflastning efterhånden, men der kommer vel en dag. Det svære er, at der ikke er nogen indlysende løsning lige nu, så vi kører på og håber så, at der snart viser sig en mulighed.
Fru Møller og Ella, I er begge inde på det, men det er lige præcis så frygteligt fortvivlende, at aflastningen ikke fungerer netop i de perioder, hvor vi er belastede i ekstra grad og derfor har så forbandet meget brug for den. Allesammen.
Gid jeg kunne trylle ;-)
Irene
17. august 2006 at 20:32Liselotte, jeg ville ønske min bror boede lige om hjørnet, han gør i aflastning …
Chin up for now!
Adam
17. august 2006 at 20:29Jeg siger tak, for præsentation – eller nærmere introduktionen – af “Huset”!
Som tilflytter i Aalborg, var det en lækker ting lige at lære at kende!
Fr. Møller
17. august 2006 at 19:54For fanden hvor er det desværre typisk, at aflastning ikke fungerer, når den bliver besværlig, og der derfor er mere behov for den end nogensinde… Det er jo ærlig talt ingen større kunst at passe en handicappet, hvis hjælpemidlerne er toptunede – måske derfor de professionelle kun gider på de vilkår? Det er sgu værre for jer forældre, der ikke bare kan vende ryggen til, når det bliver for træls og for trist. Hvis jeg kunne, ville jeg passe ungen den aften og sende jer til koncert. Jeg tror, I trænger til det…
Ella
17. august 2006 at 19:54Nu har jeg besøgt jer nogle gange, mens Alexander har været syg og har fantasi til at forestille mig, hvilket kæmpearbejde det er i døgndrift. Alexander har også brug for at se andre, snakke med andre end jer, så det ville være helt på sin plads, hvis der fandtes aflastning, der var tilgængelig når I har allermest brug for det.
Imens er det godt at I har musikken :-)
Anita
17. august 2006 at 19:52Jeg er uden job og er ligefrem uddannet indenfor området, men geografien driller. Jeg kunne ellers nok lige fyre den af på stereoen sammen med knejten, midt i de praktiske ting naturligvis. Vi kunne måske spille luftguitar og synge os igennem det… hvis nu altså… ja.
Jeg kunne ønske mig af hele mit hjerte, at I på et tidspunkt får lettet skuldrene. Stenen er ikke til at bære alt for længe ad gangen, uanset hvor gerne man end vil :o)
Pernille
17. august 2006 at 19:48Ung M/K i huset?? Eller bliver det for dyrt og besværligt?? Eller den slags arbejde må man måske slet ikke byde unge M/K’er i huset – hvad ved jeg….desværre ikke nok om den slags…..