Så forsvandt den dag…

Egentlig skulle jeg have tilbragt eftermiddagen i godt selskab. Jeg havde endda bagt i dagens anledning, men i stedet for et besøg, blev det til en længere, men dejlig telefonsamtale. Jeg har, mildest talt, ikke været på toppen i dag. Jeg foretrækker, at jeg ikke er årsag til hele familiers efterfølgende maveonde, så jeg blev hjemme. Så er det også ulig nemmere at komme igen en anden gang.

Jeg har lavet lektier med Oline i 1½ time. Den slags trækker tænder ud, men nu er det overstået og vi fik gennemgået principperne omkring matematiske led, som skal respekteres, hvis man ikke vil snyde eller snydes. Jeg tror, at det lykkedes til sidst. Jeg har en idé om, at yngste nu er rimelig habil udi en forklaring af mysteriet.

Bagefter måtte jeg have luft. Jeg tillod mig, at forsvinde ud i haven en ½ times tid. Derude dufter det fortsat af efterår og stor var min gru, da jeg opdagede det første sikre tegn på snartlig etablering af stearinlys og plaider.

Efteråret står på lur derude og der er ikke noget sted at søge helle. Det kommer uagtet mit stadig udækkede behov for sommer, sol og strand. For pokker, hvor kunne min energi godt bruge et skud af sensommer. Jeg gider godt svede lidt endnu.

Terrassen står stadig og indbyder til aftener udenfor, men temperaturen er ikke længere til det. Til gengæld kan min efeu lide de lidt lavere temperaturer og breder sig med lynets hast ind under taget, for at tage skuret i besiddelse. Den skal nok blive klogere.

Anisisop blomstrer overalt i haven. Det er en plante, som mere end villigt formerer sig og derfor er den ikke længere kun at finde nede i køkkenhaven, hvor jeg ellers startede med at sætte den. Nu står den i staudebedet omme på denne side af huset også og den har endda etableret sig så langt oppe, som i Kenneths krydderurter, helt oppe ved køkkenet.

Den dufter helt vidunderligt. Det er ikke uden grund, den kaldes Anisisop, for den dufter ganske rigtigt af Kongen af Danmark og så er den både smuk og virker ganske og aldeles magnetisk på bier og sommerfugle, som altid ses i dens nærhed.

Der er stadig blomster i haven og om et lille øjeblik folder Sankt Hans Urt sig ud og bliver det smukkeste efterårssyn med sine fine farver.

Træerne er begyndt at smide de første blade. Der er tydeligvist ikke så meget energi tilbage i sommerblomsterne og det varer ikke længe, før jeg vil begynde at overveje, at der skal gøres efterårsklart, men som sagt håber jeg stadig på lidt varm sensommer.

Mirabellerne er vist klar nu. Der ligger masser af modne frugter på jorden og måske er jeg heldig og finde energi og tid denne weekend til en omgang marmeladefremstilling, for det er da næsten synd, at lade dem gå til spilde, når de kan forvandles til noget spiseligt.

Jeg krydser fingre for, at dette utilpashed er noget forbigående og så er der jo forøvrigt en ny dag i morgen…