11

Vinterbarn i 70’erne

Vi bor lige ved havnen. Det tager kun 2 minutter på cykel, at nå ned til kajen. Vi gør det aldrig. Vi har fået besked på, at der er farligt dernede om vinteren.

Vi cykler på de nye minicykler. Rundt i kvarteret cykler vi. Vi kender det efterhånden, som vores egen bukselomme. Vi kommer langt omkring.

Nogle dage cykler vi ud forbi børnehjemmet og taler om, at det er godt, at vi ikke er forældreløse, for alle de voksne derinde er onde. Børnene får ingen mad, ofte tæsk og slet ingen kærlighed. Sådan er det heldigvis ikke hjemme hos os, selvom mor har forbudt os, at spise inden hun kommer hjem. Vi må klare os på madpakken og i nødstilfælde cykle op til farmor i Dannebrogsgade. Hun smører gerne en skive sigtebrød og oftest får vi rigeligt med syltetøj på. Så kan vi klare eftermiddagen.

Nogle eftermiddage ender vi nede i butikken på hjørnet af Helgolandsgade og Ryesgade. Nede i kælderen er en sand rigdom af underlige ting. Om vinteren er her varmt og der er så meget at kigge på. Marskandiser kalder ejeren sig. Vi synes det er et underligt ord, smager på det og bliver så enige om, at uanset hvad han kalder sig, så må han være verdens heldigste mand, for han bor blandt så mange skatte. Der er små porcelænsdyr i stærke farver, fine moccakopper, gamle frakker, underlige møbler og knapper i alle afskygninger. De er samlet i gamle skotøjsæsker. Vi må gerne kigge på dem, tage dem op og beundre dem. De smukkeste er dem lavet af perlemor. De skinner i det blege vinterlys, når vi løfter dem op i vindueshøjde.

Efter en tid smider han os ud. ???I skal jo ikke tro, at jeg gider passe børn???, siger han, mens han åbner døren ud til den vinterkolde eftermiddag. ???Men I er velkomne en anden dag???, siger han, når han lukker døren efter os. Det sidste vi hører, inden vi igen træder i pedalerne, er lyden af dørklokken, som fortæller os, at vi nu må finde på andre ting, for at få eftermiddagen til at gå.

Vinteren er kold og vi hader den. Mor insisterer på, at vi er ude at lege. ???Børn har godt af frisk luft???, siger hun, mens hun insisterer på, at vi ikke er indenfor, men sørger for at lege ude. ???Find nogle kammerater at lege med??? er standardsvaret, når vi spørger hvad tiden skal gå med, men det gør vi ikke altid. Vi kan lide hinandens selskab. Det er godt at være sammen og for det meste enes vi.

Nogle gange er vi heldige og får en skilling af farmor. Så er vi også enige. Vi køber varme flæskesvær inde ved slagteren. Han langer dem over disken i et stykke brunt indpakningspapir, som efter et øjeblik er helt fedtet, men det tager vi os ikke af. Vi spiser dem med stor nydelse og er der lidt tilbage, kommer det i mavelommen på anorakken. Vi elsker de varme flæskesvær, men fortæller ingen om dem. De er vores hemmelighed.

Sner det, gør det ingenting, at vi skal være ude. Så vil vi slet ikke ind igen og hader, når mor åbner køkkenvinduet oppe på anden og råber ned i gården, at vi skal spise. ???Hvad skal vi have????, råber vi, men mor smækker bare vinduet i.

Vi smutter op af bagtrappen, stiller træskostøvlerne ude på gangen og står imens og snuser indad, mens vi prøver at gætte menuen. Vi har sjældent ret. Kun når det er brunkål er vi ikke i tvivl. Det kan lugtes fra det øjeblik vi åbner døren ind til bagtrappen. De dage har vi ikke konkurrence om at nå først op ad trappen.

You Might Also Like

11 Comments

  • Reply
    Nadia
    2. september 2006 at 23:53

    Rigtig sød memory…
    Får helt lyst til, at være barn igen i 80’erne hvor der var masser af sné
    og mors kærlighed..

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    2. september 2006 at 23:21

    Tak Susan :-)

  • Reply
    Susan
    2. september 2006 at 21:35

    Liselotte, jeg kan se 2 små piger på mini cykler for mig, det er et skønt billede du “tegner”.

    Donald, har du været ude og kigge i Lopperiet (www.lopperiet.dk) når hun har åbent der? Der kan man stadig finde de skæve sære ting ude i laden, inde i “butikken” er der de lidt finere, men stadig skønne ting.

  • Reply
    Ella
    2. september 2006 at 19:20

    Åh ja chokoladen, så var det der, hvor der nu er bygget en ny grim forretning. Der duftede altid af friskmalet kaffe fra hans ældgamle kaffemølle :-)

    Jeg hader Supermarkeder :-(

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    2. september 2006 at 19:09

    I Gug var masser af små forretninger. Jeg husker endnu, når jeg var med mor på Gugvej for at handle. Købmanden var så rar, men jeg elskede højest, når mor bare bestilte varer til udbringning. Nederst i kassen var altid et stykke Pernille til mig, den lille søde, som ind imellem kom forbi med mor ;-)

    I vestbyen er der stadig en del småforretninger, men det er efterhånden ved at være et særsyn i de fleste af vores bydele. Nu er der center og samling :-(

  • Reply
    Ella
    2. september 2006 at 19:01

    Dejlig fortælling.
    Jeg ser Vestbyen for mig Liselotte – der er nu stadig dejligt derude, og en del små forretninger, så vidt jeg husker.

    Slagteren i Gug, havde de mest vidunderlige hjemmelavede flæskesvær – jeg gik i klasse med hans datter, det var stort – og jeg var tynd, så det gik alligevel. Og vi fik altid en rød pølse, når vi var derinde for at handle :-)

    Han havde forretning i et af de store rødstenshuse på højre hånd mod Visse. Der var også fiskemand og mælke/ostemand.
    Se nu blev jeg også fanget Liselotte :-)

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    2. september 2006 at 18:13

    Tankerne rendte den vej, fordi vi pludselig snakkede minicykler – og så har mine tanker det med at rende af med mig ;-)

    Min lillesøster er den bedste gave jeg nogensinde har fået :-)

    Marskandiser – det kunne jeg såmænd godt være, men en dårlig én af slagsen, for jeg ville sikkert have vældig svært ved at skille mig af med tingene ;-)

  • Reply
    Lene KC
    2. september 2006 at 16:35

    Tak for en dejlig varm beretning om livet i en storby, det er utroligt som du kan huske og beskrive, men nu ved vi, hvorfor du er så glad for alle de smukke,indimellem lidt skæve ting. Du har en indre marskandiser i dig ;-)

  • Reply
    Anne Stange
    2. september 2006 at 15:50

    Dejlig historie, fik mig til at ønske, at jeg havde haft en søster :-)
    Hvordan vandrede tankerne mon tilbage til vinterdage på cykel?

    Jeg tænker tit tilbage på alle de små forretninger, der var en del af bybilledet, selv udenfor centrum, ærgerligt at der ikke er plads til dem mere…

  • Reply
    Donald
    2. september 2006 at 13:58

    Jeg glemte at sige at det er en levende skildring af Jer to søskende (“moster”?), en skildring med varme og farve. Godt gået!

  • Reply
    Donald
    2. september 2006 at 13:56

    Jamen altså, er der overhovedet plads til en marskandiser og en slagter i dag? Jeg ved godt at vi alle sammen har det bedre, spiser mindre brunkål og ikke kommer på børnehjem, hvor man slår børnene, og det er jeg glad for. Men der er en underlig følge af det, nemlig at man er mindre tolerant overfor de skæve eksistenser, og det er jeg meget ked af.

    De skæve af i dag er somme tider spekulanter: Der var en som købte den gamle vinduessnedkers værksted i Vejby for vel 10 år siden og omdannede det til “Antik”.
    Det var ikke knapper i skotøjsæsker, men fine ting. Der var vist ikke så mange direkte købere, måske der var en slags “engros”. Efter at have ejet det i 7 år tjente han 2 mio. på at ombygge til 8 lejligheder. Rustikke, sjove lejligheder “centralt beliggende” (centralt i Vejby!)

  • Tak for, at du giver siden liv med dine kommentarer :-)