Livet

Mavesurt

11. september 2006

Så er jeg, endnu en gang, blevet kontaktet af en journalist, som gerne vil lave et interview. Hun følger de tilsyneladende uskrevne regler om, at have en deadline, som er tættere på i dag, end i morgen.

Jeg kan mærke modviljen, som en lille, sur plet, nederst i maven. Jeg kan mærke, at jeg bliver tøsefornærmet over, at det endnu en gang er et tilbud om, at deltage i en artikel, som tilsyneladende skal hastes igennem et system, som sender signaler om, pludselig at have opdaget, at de mangler en artikel til næste uges blad og derfor hurtigt må finde noget at fylde hullet med.

Jeg kan mærke, at jeg snart ikke orker, at være en del af fortravlede journalisters redningsplanker mere. Jeg kan mærke, at jeg kun gider deltage i de ting, som er pakket ind i god tid og langsom interesse for emnet.

Måske er jeg bare ved at blive voksen…

Mere at fordybe dig i

19 kommentarer

  • Liselotte
    Svar Liselotte 12. september 2006 at 11:54

    Tusinde tak for dit indspark Jeanette. Som du nok kan læse, så har jeg oplevet, gang på gang, at de journalister jeg er blevet kontaktet af, har haft pokkers travlt. Ikke bare lidt travlt, men med en deadline indenfor ekstremt kort tid, hvilket får mig til at føle, at der i virkeligheden ikke er den tid, som man skylder de emner man ønsker at behandle.

    Måske er det formuleringen i henvendelsen, måske er det tilfældigheder, men efterhånden var mit indtryk, at journalister altid arbejdede sådan – og med det for øje, blev jeg helt bekymret for, om man nogensinde fik lov til at fordybe sig.

  • Svar Jeannette 12. september 2006 at 09:10

    Næh, jeg synes ikke, jeg ALTID arbejder under tidspres.

    Mit stofområde er meget blandet, og nogle ting skal være færdige NU – andre har jeg længere tid til.

    Men det sker, at selv de ting, jeg som udgangspunkt har god tid til, ender med at blive lavet under tidspres.

    Det sker, hvis det ikke kan lade sig gøre at træffe de folk, jeg skal snakke med, hvis kilder aflyser aftaler i sidste øjeblik (så skal man jo hurtigt finde nogle andre), eller hvis kilden ikke har tid før i sidste øjeblik. Nogle gange bliver “god-tid-ting” skubbet, fordi der kommer “her-og-nu-ting” og forstyrrer.

    Når det er sagt, har jeg faktisk ikke noget imod at arbejde under tidspres – det ville også være upraktisk, eftersom jeg arbejder på et dagblad med daglig deadline kl. 11. Ofte synes jeg egentlig, at jeg arbejder bedst på den måde. Dog vil jeg gerne have aftaler i kalenderen i god tid – men jeg vil helst skrive lige op til deadline.

    Jeg synes, jeg er priviligeret. Jeg kan vælge et (næsten) hvilket som helst emne, der fanger min interesse og skrive om det. Det var f.eks. sådan, jeg lærte din blog at kende. Jeg opdagede begrebet blog og tænkte, at det ville jeg skrive om. Jeg fandt frem til Fr. Møller (som blev hovedkilden til historien i avisen). Hun anbefalede forskellige blogs – bl.a. din.

    Hvad skal jeg lave i denne uge? Tjah, jeg ved det faktisk ikke helt endnu. I går var jeg i retten for at følge en voldssag, som jeg har skrevet til avisen i dag.

    På mit bord ligger selvvalgte emner som “geocaching” (skattejagt med en GPS som hjælp), tjekke hvad en lokal byggematador påtænker at gøre ved nogle bygninger på byens gågade, kontakte en lokale handicap idrætsklub med henblik på aftale om at lave reportage fra en trænings-dag, skrive om festtøj til et modetillæg, tjekke hvem der har købt en tidl. café i byen.

    Her i efteråret har jeg desuden planer om at lave forskellige serier – en under overskriften “om kærlighed jeg ved” og en om vold mod børn. Måske går jeg i gang med noget forarbejde.

    Men det er planer, som kan væltes af ting, der skal laves NU.

    Med venlig hilsen
    Jeannette

  • Liselotte
    Svar Liselotte 11. september 2006 at 23:11

    Det kunne have været interessant at høre, om du også altid må arbejde under tidspres, Jeanette? Og i givet fald hvad du synes om det?

    Jeg må tilstå, at det gør et eller andet ved mig, når min fornemmelse altid er, at der ikke er tid til fordybelse. Jeg håber kun det er en fornemmelse og ikke virkeligheden, for så går alting for stærkt efterhånden… syn’s jeg, altså :-)

  • Svar Jeannette 11. september 2006 at 20:49

    Hmm, nu er jeg jo så en af de udskældte journalister – og føler trang til at korrigere en enkelt ting i Suslings indlæg; det er altså LANGT FRA alle journalister, der er på liniebetaling. Faktisk kender jeg ikke personligt nogen, der er det…
    De venligste hilsner fra
    Jeannette

  • Liselotte
    Svar Liselotte 11. september 2006 at 19:53

    Jamen de er da sikkert frygteligt pressede og jeg kan også sagtens finde mange forklaringer på adfærden, men det ændrer ikke på min oplevelse. Jeg synes, at de devaluerer det jeg kan byde ind med, når det foregår på de præmisser.

    Der er stram form på dette interview. De budskaber jeg har, vil der ikke være plads til her, så fra den vinkel er det ikke interessant ;-)

  • Svar susling 11. september 2006 at 19:38

    Omvendt må man også forstå de stakkels journalisters arbejdsbetingelser. I den verden er tid og fordybelse en luksus……de har deadlines, listepriser (noget med at indtjeninger er afhængig af antal linier) de har sure redaktører, daglige artikler, der skal leveres…..i up-up-tempo…ikke så meget tid til research…eller finde nye interviewpersoner osv….hele tiden tænke nye historier..nye vinkler…..phui….man bliver helt svedt…….anyways….øvelsen er vel at vende det til sin fordel, hvis man har en god sag, der har godt af at blive eksponeret…..sige til, men det bliver på mine betingelser…..måske bede om spørgsmålene på forhånd, så man ved, hvad man går ind til………det gør mange af de gængse interviewpersoner…….hvis du har noget på hjerte OG bliver kontaktet, så har du en direkte linie, der skal bruges konstruktivt………nå, så bare mit inspark….

  • Svar Susanne 11. september 2006 at 16:31

    SÅ er jeg mere rolig ;-)

  • Liselotte
    Svar Liselotte 11. september 2006 at 16:22

    Det tror jeg netop ikke vi gør, Susanne :-)

    Jeg mener ikke, at det er en hædersbevisning at blive kontaktet af en journalist. Jeg mener også det er latterligt, at deres emails altid er udformet, som et generøst og uimodståeligt “tilbud” om, at deltage i et interview. Jeg griner af, at de mener, at de kommer med en foræring.

    Jeg er tilsyneladende ekstremt dårlig til at formidle det, men det var sådan set budskabet ovenfor… :-)

  • Svar Susanne 11. september 2006 at 16:16

    Jeg synes ikke der er noget højrøvet i, ikke at springe taknemmeligt til og opfatte enhver journalistisk tilnærmelse som et tilbud … men det ser vi nok forskelligt på …. ;-)

  • Liselotte
    Svar Liselotte 11. september 2006 at 16:09

    Mit fokus ligger på den fortravlede indgangsvinkel. Der er tilsyneladende et kodeks om, at tingene skal hastes igennem uden meget tid at gøre med – og når fokus ligger der, bliver tingene uinteressante.

    Det er ikke svært at sige nej, hvis man er højrøvet nok til at mene, at man er værd at vente på og lytte til, Susanne ;-)

  • Svar Anita 11. september 2006 at 13:41

    Når det er med devisen “der er deadline idag”, så når man ikke at se, hvad det er, som kommer i trykken og det skal man passe på med. Been there done that :-/

  • Svar Hanne 11. september 2006 at 13:17

    Det kommer vel an på hvad det er til.

    Du kan jo også “bruge” journalisten til at få dit “budskab/or whatever” ud ;-) Hvad får han/hun ud af det/hvad får du ud af det ;-)

    Du kan jo også stille nogle betingelser om, hvad du vil se på tryk.

    “Deal no deal” :-)

    (Ellers lad være!)

  • Svar Susanne 11. september 2006 at 13:12

    Tjaeh Liselotte – så længe du selv betegner det som et “tilbud om at deltage” så signalerer du jo sådan set, at det er journalisten, ikke dig, der har noget at tilbyde? Og så kan jeg godt se, det er svært at sige nej……

    Eller er der noget, jeg har misforstået?? ;-)

  • Svar Lizelotte 11. september 2006 at 12:53

    Du er simpelthen for rar, Liselotte.

    Det er derfor folk kommer og misbruger dig … og aldrig går hjem igen ;-)

  • Svar Anne Stange 11. september 2006 at 11:57

    Ja, det er egentlig nemt, når først man får sig øvet!
    “Nej”, “Ikke lige nu”, “En anden gang måske” er for mange af os ikke det letteste at sige, men rigtigt og sundt, når det er nødvendigt!

  • Liselotte
    Svar Liselotte 11. september 2006 at 11:33

    Netop capac – og det er sådan set også svaret. Det er i grunden så nemt… :-)

  • Svar capac 11. september 2006 at 11:31

    Slå hælene i Liselotte! Hvis de er interesseret i det, du har at sige, så kan de også tage den tid, det tager… ;-)

  • Liselotte
    Svar Liselotte 11. september 2006 at 11:21

    Jeg føler mig meget beæret, som du kan fornemme…

  • Svar Uffe 11. september 2006 at 11:20

    Tillykke ;-)

  • Tak for, at du giver siden liv med dine kommentarer :-)