Hængepartiet

Jeg har et hængeparti. Sådan et, som ind imellem gør mig lidt utilpas. Ikke fordi jeg behøver blive utilpas, men sikkert fordi jeg selv er sådan lidt semiunderlig.

Jeg har en dejlig, stor stue. Den er vel i nærheden af at være 30 kvadratmeter stor, så jeg har plads nok deroppe. Den er aflang, som de fleste stuer er i gamle bondehuse. Langs den ene væg er 5 vinduer, som lader lyset lande på gulvet i stuen.

Den er egentlig en dejlig stue, men…

Jeg benytter den aldrig. Jeg er der ikke. Jeg får intet gjort ved rummet. Det er der bare og det fungerer. Der er et tv, som gør mand og unger glade, en sofa man kan sidde i, når den ellers er ryddet for Olines opladere, tilfældigt smidte tekstiler og krummer og så er der sørme også halvhjertede forsøg på at skabe hygge. Der er kvindeligt islæt deroppe i form af dimser og dutter, lysestager og planter i karmen, men så er det vist også sagt.

Planterne er halvdøde, lysestumperne fra forrige år og støv kan man sagtens finde allevegne. Der står en dvd-afspiller på gulvet, ledninger snor sig langs væggene og kunsten på væggene er mildest talt ikke værd at nævne, medmindre vi medregner et smukt billede, som Ella har foræret mig.

Jeg forsøger mig ind imellem med en indsats deroppe, men det bliver aldrig rigtigt godt og i grunden handler det om, at jeg aldrig er der. Jeg bruger kun stuen med meget sjældne mellemrum og faktisk er jeg typen, som sagtens kan passere gennem rummet uden overhovedet at bemærke, at der er både rodet og støvet. Jeg skal jo ikke bruge det.

Mit køkken er derimod altid indfiltreret af lysestager med friske lys, blomster og puder. Der er snorlige og jeg sørger altid for, at der er kopper, dug og hygge, så man føler sig hjemme og velkommen. Der er ingen smalle steder i husets hjerte, for det er nemlig her jeg opholder mig allermest, så naturligvis er her også meget lig det jeg kan lide.

Gad vide om jeg skal tage det som et udtryk for, at resten af min familie er til rod, krummer og støv…