En morgen som denne, må jeg undres. Efter indædt kamp om tyndt og ærmeløst/ikke tyndt og ærmeløst føles det, som en investering på et par år, da jeg endelig får overbevist yngste om, at vejret ikke er til den slags udskejelser til trods for vejrudsigten og så siger de, at børn forlænger kvinders liv.
Bevis det!
15 kommentarer
Liselotte
15. september 2006 at 17:50Han er da herlig :-)
Alexanders yndlingsfarve har altid været rød. Det “lugter” da lidt af lyserød/pink ;-)
Anne Lindholt Ottosen
15. september 2006 at 17:44Ja, Pelle får såmænd også lov at bruge det forklæde – det eneste problem i det er også, at forklædet efterhånden hænger i laser. :-)
Han var i øvrigt ude og køre på sin nye skrigpink(e) cykel i dag. Han var SÅ glad.
Liselotte
15. september 2006 at 14:02Ja, det ville være rart. Sådan næsten stille, ude i solen, med god tid… :-)
Åh jo, de gamle har været unge og de unge bliver gamle. Nogle gange glemmer vi det bare ;-)
Donald
15. september 2006 at 13:58Jeg må lige tilføje at jeg i et par dage har nydt det fine mix af striktrøjer, café latte (el.lgn) og nu også skovbær. Det giver sådan en dejlig efterårsstemning. Det ville være helt rart at sidde i “genbrugsstolen” og få en snak om unge, som bliver gamle og gamle, som har været unge (eller har de? ;-)
Liselotte
15. september 2006 at 13:57Det handler helt klart om at passe ind i flokken, men det er uvant trav for mig i forhold til Oline, som indtil for kort tid siden var ligeglad. Overalls og så frem i verden, var hendes motto, men hun er blevet ældre, mere selvbevidst (meget) og ønsker at tage sig bedst muligt ud – sådan bliver vi jo. Optaget af at gøre indtryk. Det er i orden med mig, men det er anstrengende, når det ender i diskussioner omkring fornuften i påklædning. Jeg tror, at jeg vil gøre som Karen foreslår og lade hende fryse. Måske bliver hun klogere af det…
At elske lyserødt og flæser burde ikke være forbeholdt piger og jeg synes Pelle er i sin gode ret til at foretrække det fremfor ethvert andet. Han synes sikkert det er smukt og smag er individuelt. Pelle, nu med lyserødt og flæser. Det er i orden, synes jeg :-)
Donald
15. september 2006 at 13:48Måske handler det om noget med udstråling, noget, som man kan snakke om. Noget om at være in. Ikke blive drillet fordi man har de forkerte bukser på.
Ja, joe, nej, man kan jo nok ikke snakke med en som Pelle om spiseforklæde med flæser på, jeg synes i øvrigt at det er ok at drenge viser en maskulin forkærlighed til flæser, det er nok mindre farligt end at blive skubbet over i en frustrerende “macho” rolle.
Liselotte
15. september 2006 at 13:30Måske skal jeg bare lade stå til, som Karen foreslår. Lade pigebarnet fryse. Det kunne jo have en effekt… måske…
Indtil for et par år siden, var det sidste i verden der interesserede Oline, tøj og smykker. Det var dejligt… og praktisk… og ukompliceret, men jeg regner kun med, at det bliver værre ;-)
karen
15. september 2006 at 12:45min konklusjon er: det nytter ikke. de må lære det selv. la dem fryse/bli våte eller hva det nå er – det virker! mine formaninger virker ikke! men aaaarhhh så frustrerende det er! ;)
Yrsa
15. september 2006 at 12:17HMM hvordan var det nu i morges med den 4-årige !
“Jeg VIL ha’ klip klapper på !” ” Men du kan jo ikke ha’ klip klapper på når du har stømpebukser på !” “Jamen så må jeg jo tage strømpebukserne af ! ”
…….. ja og det var en af de gode morgener !
Den næsten 8 årige skulle klassefotograferes i dag og havde allerede bestemt tøjet for flere dage siden så intet problem der :-)
Anne Lindholt Ottosen
15. september 2006 at 10:03Pelle på 1½ har ind i mellem meninger om sit tøj. Især om nyt overtøj og nye sko, han hader det. Denne gang snød jeg ham og købte nye gummistøvler helt mage til de gamle, så slap vi for den diskussion. Det er en sjov kontrast til pigerne i hans dagpleje, som er helt vilde med tøj og sko.
Næh, han er allerværst, når det kommer til spiseforklæde. Han bruger stadig spiseforklæde, for han sviner ret meget, når han spiser, fordi han er lidt distræt, tror jeg – og der er kun ÉT, der duer: Det med de rigtigt mange lyserøde blomster og det lyserøde kantebånd. Der er næsten flæser på, så det er meget lidt maskulint.
Men altså, når han så godt kan lide lyserød, så kunne han jo også godt få en cykel i lyserød, når det nu var den farve, der var på tilbud. :-)
Mette
15. september 2006 at 09:43Hæ, hæ – hos os er det faktisk standardlinien. Når der er blevet kaldt MOAR 1500 gange i løbet af en formiddag, behøver jeg bare sige: “Jeg bli’r så…..”, (her skal så både “bli’r” og “så” udtales “bliiiii’r/såååååå”) så gør de selv sætningen færdig og indstiller skydningen :-)
Hilsen
Mette
Lizelotte
15. september 2006 at 08:21Anne, din datter lyder ligesom min søn Kristian. Han hader trøjer med knapper og har hylet som besat hvis han fik en på – fra han var omkring et år gammel!!
Han er stadig ret vanskelig at købe tøj til – og nu er han 10…
Med min datter lyder det mere: “Du skifter enten til cowboybukser, eller også tager du pighalsbåndet af!”. Jeg forsøger at bekæmpe hendes trang til at se “goth” ud … hun er 13…!!
Anne Stange
15. september 2006 at 08:02Jeg bliver også træt, og til sidst lige så urimelig som “præ-pubben” ;-)
Vi har debatteret med Laura om hendes tøj fra før hun kunne snakke, hun hylede allerede som 10 mdr. gammel, når hun så en bestemt blå hat.
Strømper har altid været et problem, de skulle sidde HELT korrekt, altså korrekt på hendes måde, ellers måtte hun lige smide sig bagover i sofaen 7-8 gange med en stort åben hylende mund.
Kun én slags underbukser duer, undertrøjerne skal kunne trækkes helt ned på lårene, hættetrøjerne må ikke være lidt faste ved halsen, jeg kunne remse op fra nu af og til næste påske!
Og så snakker hun om nyt tøj hver eneste dag…
Ha’ en dejlig fredag, med eller uden ærmeløse gevandter :-)
Liselotte
15. september 2006 at 07:57Ja, det handler vel om investering/afkast og jeg er enig. Med sådan nogle morgener, kan de sidste par år være ligegyldige ;-)
Gitte
15. september 2006 at 07:52Haha, Liselotte – det lyder som her – bare med 3-årig-udfordring i stedet for præ-teenageren.
Nogle gange frygter jeg, at resten af vores liv skal forme sig som den gør i dag (nej,nej,nej, nej NEJNEJNEJ, dumme mor, lavær lavær LAVÆR
JEG VIL IKKE, NEJNEJNEJ…)
Så bliver det sg lidt trist, det liv – og de sidste par år man får forærende ligegyldige :-))