Uduelig hovedpinekur

Hovedpinen letter ikke uanset krumspring og selv efter en forfriskende tur i haven, er der ikke udsigt til bedring. Det blev turen nu ikke ringere af, selvom den blev gjort i selskab med Kleenex og rindende øjne. Det er godt, at have et kamera, som ser klart, når man selv er en smule handicappet.

Luften slår tonen an. Den er frisk og klar og der er en umiskendelig duft af begyndende forfald derude, men der er også hyggeligt og dejligt.

Lanterne er det bedste indslag på terrassen efterhånden. Tiden hvor man sad ude det halve af natten er forbi og skulle man, som jeg gjorde for et øjeblik siden, bevæge sig udenfor, kan man konstatere, at der er en Guds velsignelse af stikkende kryb, som i den grad er blodtørstige.

Myggene stortrives i min have. Jeg er vant til, at den eneste nødvendige forholdsregel for færdsel i det grønne er, at jeg ikke går derud efter duggen er faldet. Så er jeg selv ude om det. For øjeblikket er de tilsyneladende ligeglade med dug og tidspunkt på døgnet, for jeg kan indenfor de første par minutter kalde mig massemorder, efter at have klasket et uforholdsmæsiigt stort antal myg. De stikker gladeligt alle tænkelige og utænkelige steder og jeg vil slet ikke begynde, at tælle de stik jeg har erhvervet mig. Jeg vil hellere leve i lykkelig uvidenhed.

Ærteblomsterne yder stadig. De sender stadig blomster ind på køkkenbordet. Planterne er ikke kønne længere, men det gør ingenting så længe de gider blomstre. Jeg håber på mindst endnu én buket.

Om lidt vil jeg brygge dagens første kop kaffe. Det skal gøre godt.