En frisk, tak…

Tidligere har hjemmesygeplejersken været her og i situationer med god tid, sætter de sig og får en kop kaffe. Det er i de minutter det hele bliver svært, for så spørger de jo. Man konfronteres ufrivilligt med hverdagen og virkeligheden og det er tungt for øjeblikket. Hendes sympati og forståelse, afmagt og beundring for alligevel at komme igennem, er velkommen, men den flytter ingenting. Jeg har brug for flyttefolk, ikke grædekoner. Brutalt, men sandheden.

Jeg kommer helskindet igennem. Det gør vi allesammen. Vi kommer bare ikke igennem uden ar og vi tvinges ind i rollen som “irriterende forældre”, der kritiserer og beklager. Vi kan ikke så meget andet, for de rammer vi får udstukket, er ikke længere et forum i hvilket vi samarbejder. Vi skal bare makke ret og tage til takke eller alternativt give op, for så skal de nok komme rendende med al deres pladderromantiske misantropiske lyst til at hjælpe.

Jeg forstår ikke, hvorfor man ikke må være stolt, tage ansvar og være handlekraftig. Så syltes man, for listen af trængende er lang og vi klarer den. Det gør vi jo…

Efter to dage lykkedes det os, at komme igennem til ergoterapeuterne i kommunen. Det viste sig, at “vores” ergoterapeut holdt ferie “og i næste uge har hun altså hjemmearbejdsuge herinde på kontoret, for ellers når vi aldrig alt det skriftlige…” var beskeden og så er det, at jeg takker et eller andet for, at det er Kenneth, som har telefonrøret, for jeg er fløjtende ligeglad med, at de er pressede. Jeg kan ikke bruge deres forklaringer til det mindste. Jeg er mor, for pokker!

Jeg kan sagtens forstå, at det er vanskeligt at nå det hele på efterhånden kun den halve tid, men jeg kan ikke længere finde overskud til at være rummelig og forstående. Jeg er forlængst presset helt derud, hvor jeg tvinges til at benytte mig af den grovfil, som også jeg er blevet ustyret med – ergo bliver jeg den hysteriske, klagende og temmelig belastende mor til Alexander og er pludselig ikke længere en samarbejdspartner, men den som kritiserer. De, som gør det, er farlige og skal holdes i kort snor, så sådan bliver det. Klimaet forvandles fra at være et samarbejde, til at være et, hvor formlen er “jeg føler dig hele tiden på tænderne og jeg holder øje med dig, for du er kun ude på at kritisere os” og det er som udgangspunkt et rigtigt dårligt felt for fællesskab omkring opgaveløsning.

Jeg er så træt af, at jeg tvinges ind i den rolle. Jeg vil meget hellere have en anden og langt mere konstruktiv. Den som flytter noget.

I haven var der velkomstkomité, som forvandlede irritation og tungsind. Heldigvis skal der stadig ikke meget til at forvandle…

Det er weekend. Vi får gæster. Vi skal have det rart og det skal resten af tiden bruges på, så ikke flere beklagelser her fra. Jeg starter på en frisk nu!