Endnu en fredag

I dag skulle bl.a. tilbringes oppe på Dronninglund Slot og heldet ville, at jeg havde lidt tid inden arbejdet startede, så jeg slog et smut indenom bygningerne med kameraet i hånden, inden jeg tog hul på en af dagens opgaver.

Dronninglund Slotskirke er formentlig en af de mindste slotskirker i Danmark. Den er ikke meget større end tobak for en skilling og i virkeligheden er den det, vi forbinder med en landsbykirke, nemlig lille og idyllisk, som den ligger klods op af slottet.

Efteråret var nået til Dronninglund, så ind imellem måtte jeg søge ly under træerne og på et tidspunkt stod jeg dybt koncentreret og læste en af de ældste gravsten, som er deroppe, da jeg pludselig blev klappet på skulderen. Jeg hoppede en halv meter i vejret af bar forskrækkelse, for jeg havde været helt alene for et øjeblik siden, men det var gartneren, som ville vide, om jeg var slægtsforsker. Det var jeg jo, men ikke med noget ærinde deroppe, så jeg forklarede hende, at jeg bare havde lyst til et øjeblik for mig selv, hvorefter hun fortrak til den anden ende af kirkegården.

Jeg tror naturligvis ikke på ånder og den slags. Pøh…

Kirken er lille, men smuk og omgivelserne er fantastiske, for den ligger i umiddelbar forlængelse af Dronninglund Slot, som er et rigtigt eventyrslot.

Man mener, at det var nonner af benediktinerordenen, som allerede i 1100-tallet fandt omgivelserne så smukke, at de etablerede det, som dengang kaldtes Hundslund Kloster. Faktisk kender man ikke det nøjagtige år for etableringen af klostret, fordi vrede bønder efter reformationen blev så trætte af at føle sig udnyttet af slottet, at de i et anfald af hævngerrighed smed alle de ældste dokumenter for svinene – i bogstaveligste forstand – og der, midt i grisestien, forsvandt altså beviset for klostrets oprindelse.

De allerførste optegnelser over Hundslund Kloster stammer fra 1264, hvor Den adelige Fru Gro testamenterede noget gods til klostret, som på daværende tidspunkt allerede var en både veletableret og gammel institution og man regner det for et af Danmarks ældste. Det var ikke kun et af landets første nonneklostre, men Dronning Margrethe den Første sørgede også for, at det var et af landets rigeste, da hun den 6. juli 1393 udskrev et gavebrev, som betød, at klostret pludselig kom i besiddelse af over 100 gårde i hele Vendsyssel. Herefter levede nonnerne et rigt og godt liv, som bl.a. blev tilbragt i bøn ovre i kirken, som var tilknyttet klostret.

Efter reformationen kom Hundslund Kloster ind under kronen og har siden været ejet af nogle af historiens kendeste lensmænd, bl.a. slægten Corfitz Ulfeldt og Peter Munk, der var en af de fire regeringsråder, som styrede landet, mens Christian den Fjerde stadig var mindreårig. Lidt styr har der trods alt været på kronen og siden overtog den initiativrige Christian så selv styring af landet og han overlod jo heller ikke meget til tilfældighederne, men holdt dog fingrene fra klostret oppe i det nørrejyske.

Fra 1581 var klosteret ikke længere krongods og blev overtaget af skiftende herremænd, som forvandlede det til en af Jyllands største avlsgårde.
Siden kom andre ejere til, men navnet Dronninglund fik slottet eller godset først, da Christian den Femte overtog det og siden overdrog det til sin hustru, Dronning Charlotte Amalie, som overtog det i 1690 og med det samme omdøbte det til Dronninglund.

Slottet var været ejet af skiftende lensmænd siden, men en af de mest berygtede var brigader William Halling, som i 20 år var slottets ejer.

Han opførte det nuværende Hotel Phønix, inde i Aalborg, hvor han havde sin vinterresidens, men han tog gerne turen op til Dronninglund, når han trængte til at pine og plage en bonde eller to. Så kom de på træhesten, i hundehullet eller i gabestokken og det siges om ham, at han var den, som indførte fænomenet jus primæ noctis, herremandens ret til bruden på selve bryllupsnatten. Der er vist ikke noget at sige til, at hans hustru efter få år valgte, at flytte fra ham. Sikkert en større skandale på den tid, men hans brutalitet var legendarisk, så der har vel været delvis forståelse for fruens flugt.

Det var nu ikke ham, som anlagde den smukke og prangende have, som man i dag kun aner resterne af. Det var en af af de tidligere ejere, Adam Gottlob Moltke. Moltke var efter sigende også en streng herremand, der heller ikke havde forståelse for bøndernes behov for forbedrede vilkår. Han så udelukkende bønderne som et middel til øget velstand og han benyttede enhver chance til at tjene penge og nogle af dem satte han altså i et pragtstykke af en have, som man planlægger at genskabe indenfor de kommende år.

I går aftes i skumringen, stod jeg indenfor på slottet og kiggede ud af de gamle vinduer, da en hvid hest pludselig skred langsomt hen over græsset i bunden af haven. Den kunne lige så godt have været en enhjørning. Jeg havde ikke studset det mindste.