Åndehul

For ganske få timer siden, var jeg en spytklat fra vampyrpingvinen. Jeg var lige nede i Vængedalen. Det gjorde næsten ondt i hele kadaveret, da jeg ikke kunne svinge indenom Harrestrup. Jeg tror omtrent, at jeg kunne lugte det nye træ, malingen og glæden ved det flittige hænder kan frembringe. Jeg kunne sådan have krammet.

Vi stak af i formiddags. Vi stak puder, tæpper og risposer ind i alle sprækker og satte alle sejl til. Vi skød en urimelig fart, for at mindske tidsmodstanden og vi kørte næsten med lyset, for at undgå yderligere skader og det lykkedes.

Nu sidder vi her, i Kongens Valby, med en dreng, som har været i frisk luft, nye omgivelser og mosters arme. Han smiler bredt og vi andre, ja, vi smiler også. En smuttur kan det blive til. Det er godt nok til os. Vi gjorde det fandeme!