A’ hva’ for en?

Med mit sædvanlige held lykkedes det naturligvis, at få uddannelseslægen i det lægehus, som jeg ellers aldrig frekventerer. Ung mand med vældig venlig attitude:

– Ja, vi er så nok nødt til at lave en GU på dig. Det er forhåbentlig i orden?

– Nej, det kan jeg altså ikke sådan lige tage stilling til nu og her.

– Øh… nej, naturligvis ikke, men det er vi nok nødt til med de symptomer du beskriver. Har du problemer med GU’er?

– Helt ærligt, det ved jeg ikke…

– Øh…?

– Kunne du forklare mig hvad en GU er, så skal jeg svare dig efterfølgende?

– Nej, undskyld! Det er gynækologisk undersøgelse, altså…

– Nå, det kunne du jo bare have sagt. Jamen så kom frisk!

Stakkels menneske, som helt og aldeles forfjamsket måtte hidkalde kvindelig ukendt læge, som instruerede, forklarede og prikkede, pegede, trykkede og tog prøver. En spøjs fornemmelse, sådan at forvandles til kuriosa i bøjler…

Bagefter kom så alle blodprøverne, som den unge mand var verdensmester i. Nu var der endelig noget, som ikke efterlod ham med følelsen af utilstrækkelighed, for studiejobbet var på Gentofte, hvor han tog de første 50 af slagsen hver dag. Vi klarede det med bravour, fandt ingen tydelige spor af infektion og sender derfor videre til laboratoriet, som først har prøvesvarene mandag eftermiddag.

Jeg havde håbet på tårnhøje infektionstal og en omgang hestepiller, for jeg har fandeme ondt og forude venter en dag i centrum. Formålet? At shoppe igennem og den slags skal helst foregå smertefrit.

Jyden hun er stærk og sej…